Ifølge revisions- og konsulentgiganten PwCs årlige CEO Survey, der blev offentliggjort mandag aften ved åbningen af World Economic Forums årsmøde i den schweiziske alpeby Davos, er der en rekordhøj stigning i de globale topchefers forventninger til verdensøkonomien.

Andelen af de globale topledere, der forventer vækst i verdensøkonomien de kommende 12 måneder, er steget fra 29 procent i 2017 til 57 procent i 2018, og det er en rekordhøj stigning og et rekordhøjt niveau, siden PwC i 2012 begyndte at måle på topledernes forventninger til vækst.