Ali fra Irak er ikke som de fleste andre asylansøgere i teltlejren i Haderslev.

Det fornemmer man hurtigt, når den 56-årige iraker åbner munden og begynder sin nærmest ustoppelige talestrøm.

Fra sit arbejde som professor er Ali vant til at tale meget. På AL-Mustansiriya University i Bagdad holdt han ofte forelæsninger for op mod 100 studerende, hvor han talte uafbrudt i tre timer ad gangen. Men han er ikke længere i Bagdad. I stedet bor han sammen med sin familie i en barak i bunden af teltlejren for asylansøgere i Haderslev.

Han vil hverken have sit efternavn eller sit billede i avisen, fordi han efter eget udsagn er personligt forfulgt i Irak.

»I Irak er der eksplosioner, angreb og henrettelser hele tiden. Men det var ikke derfor, jeg forlod Irak. Det gjorde jeg, fordi jeg blev truet,« fortæller han.

Ali er en af det stigende antal irakere, som flygter fra deres hjemland og søger asyl i Danmark. I 2015 søgte godt 1.500 irakere om asyl i Danmark, mens tallet i de to foregående år lå på henholdsvis 151 og 113 personer.

Berlingske møder Ali i familiens skurvogn i Haderslev, hvor han bor med sin kone og fire af parrets fem børn. Skurvognen består af et beskedent køkken og to små rum, hvor der står tre køjesenge i hvert. Pladsen er så trang, at vinduet kun kan åbne på klem, fordi den ene køjeseng står i vejen for ruden. Vi sidder over for hinanden i hver vores underkøje, og mens Ali fortæller familiens historie, kommer hans kone smilende ind med en tekande og en skål med kiks.

Da familien kom til Haderslev, havde de kun en enkelt skurvogn at sove i, men Ali overbeviste medarbejderne på asylcenteret om, at de havde brug for endnu en. Nu sover hans tre drenge på deres eget værelse. Selv deler han den oprindelige skurvogn med sin kone og deres yngste datter.

Ali er familiens overhoved. Tilbage i Irak var det ham, som tjente pengene til familien. Og han føler et ansvar for, at både hans kone og deres børn har et godt liv.

»Jeg er ansvarlig for min familie, og de følger mine beslutninger. De er det vigtigste i mit liv,« siger han.

Mens mange asylansøgere i teltlejren i Haderslev ligesom Ali peger på deres familie som det vigtigste i deres liv, har de færreste levet et liv som ham. Han har et usædvanligt langt cv som først ingeniør og siden professor.

Han har skrevet sin ph.d. ved det britiske Heriot-Watt University, og på Researchgate, et socialt netværk for akademikere, står han som forfatter til 33 forskningsartikler om blandt andet termisk energi.

I teltlejren sidder han ofte i sin underkøje og laver forskningsarbejde i samarbejde med nogle udenlandske kolleger over internettet. De dårlige arbejdsvilkår giver ham hold i nakken. Det får han smertestillende medicin for, men »det er ikke holdbart i længden«, som han udtrykker det.

Foruden arbejdet foran computeren underviser han også nye asylansøgere i det danske alfabet, ligesom han sidder i lejrens beboerråd og fungerer som oversætter mellem lejrens medarbejdere og beboere.

Ali har boet hele sit liv i Irak. Under FNs økonomiske sanktioner mod landet efter Golfkrigen var han så fattig, at han måtte sælge familiens møbler for at have råd til at sætte mad på bordet. Under krigen, der begyndte i 2003, levede familien et liv, hvor de kunne blive slået ihjel, så snart de forlod deres hjem. Den trussel blev ikke mindre af, at terrororganisationer som al-Qaeda og Islamisk Stat stadig den dag i dag spreder død og ødelæggelse i landet.

Ifølge Ali forsøger terrororganisationer at udrense landet for kvalificerede og højtuddannede personer. Han oplevede at blive truet på livet på det universitet, hvor han arbejdede. Derfor forlod han og familien modvilligt deres hjemland.

»Hvis du føler, at du har noget at give til andre i landet, skal du ikke flygte. Selv hvis det kan koste dig dit liv. Jeg var professor, og mine elever havde brug for mig. Jeg havde ingen intentioner om at forlade Irak, men i 2013 var det nødvendigt. Jeg var nødt til også at tænke på min familie,« siger han.

Selv hvis familien ikke får asyl i Danmark, er Ali sikker på, at de aldrig igen kommer til at sætte deres fødder på irakisk jord.

»Vi forlod ikke Bagdad for sjov, men fordi vi var sikre på, at vi aldrig ville kunne vende tilbage. Det er jeg meget ked af,« fortæller han.

Familien forlod en hverdag, hvor man aldrig kunne være sikker på at vende tilbage, når man forlod hjemmet om morgenen.

»Bliver jeg eller min familie kidnappet, bombet eller udsat for et attentat? Det er aldrig til at vide. Nogle gange skulle jeg gå blandt lig på gaden på vej til arbejde,« siger Ali og holder en pause i den ellers utrættelige talestrøm.

»Åh Gud. Det her har jeg ikke lyst til at tænke tilbage på,« siger han og fortsætter:

»Det var ikke unormalt at se ligdele på hver side af gaden efter en eksplosion eller et terrorangreb. Så flød blodet frit på vejen, mens et hoved måske lå på den ene side af gaden, og et venstre ben lå på den anden side.«

Flere gange har Ali haft bombeangrebene tæt ind på livet. Første gang var i 2006, hvor hans 11-årige søn spillede fodbold udenfor, da der sprang en bombe. En granatsplint fløj ind i maven på sønnen, som kom slemt til skade.

»Jeg kan næsten ikke beskrive den dag, fordi den var så forfærdelig,« siger Ali.

Sønnen blev kørt til en skadestue i det centrale Bagdad, hvor der stod mange andre mennesker i samme situation. Her fik de at vide, at sønnen skulle sendes til et andet hospital 20-25 kilometer væk. Imens lå sønnen og blødte voldsomt. På det næste hospital tog de et røntgenbillede og kunne ikke gøre mere end det, og Ali fik besked på, at de skulle til et tredje hospital en times kørsel væk. Her ventede de i tre timer, inden sønnen endelig blev opereret. Selve operationen tog otte-ni timer.

I dag har sønnen et langt ar fra navlen og op mod brystkassen. Han har mistet en del af sin mave, så han har svært ved at føle sult, ligesom han meget hurtigt bliver mæt. Han er meget slank i forhold til sine to brødre.

Fire år senere, i 2010, skete det igen. Alis ældste søn gik dengang på universitetet og fik smadret sin fod i en anden eksplosion. Ligesom hans lillebror har han i dag et langt ar, dog på benet og ikke på maven. Han gennemgik dengang to store operationer og gik efterfølgende med krykker i 14 måneder. Hans fod er stadig meget svag, og han kan ikke være med, når de andre i teltlejren spiller fodbold.

»Jeg har mistet mange venner, mit job og mit gamle liv i Irak. Men det er ligegyldigt, så længe jeg har min familie. Det er det vigtigste. Selv om to af mine sønner har været udsat for terrorangreb, er jeg glad for, at de er i live og hver nat sover i værelset ved siden af mig,« fortæller Ali.

Alligevel er han ikke tilfreds med tilværelsen i Danmark. Familien er taknemmelig for, at danskerne har taget dem til sig, fordi de nu er i sikkerhed. Men »livet er mere end at spise, sove og gå på toilettet«, som Ali udtrykker det.

»Hele vores familie er højtuddannet, og vi er klar til at arbejde, betale skat og bidrage til samfundet. Vi har noget at tilbyde Danmark, og Danmark har en masse at tilbyde os,« siger han.

Alis kone er uddannet datalog, og hans ene datter er læge. Hans anden datter har en grad i både geografi og jura, mens den ældste søn har en ledelses-uddannelse.

Ali ankom til Danmark på et greencard, som er en arbejds- og opholdstilladelse for udlændinge, som har kvalifikationer, der er brug for på arbejdsmarkedet. Mens hans familie befandt sig i sikkerhed i Jordan, kom han selv til Hillerød i slutningen af 2014. Her prøvede han ihærdigt at få sin familie op til sig.

Han var imidlertid arbejdsløs og kunne ikke overbevise myndighederne om, at han ville kunne forsørge sin familie, hvis de kom herop. Så de kunne ikke få et visum ligesom ham. Familien ankom til Sandholm i november sidste år, og Ali flyttede kort tid efter ind sammen med dem og søgte asyl i december.

Nu venter han og familien ligesom de andre beboere i teltlejren på en afklaring på deres asylsag. Indtil da forsøger Ali at tænke så lidt som muligt på de barske ting, han og hans familie oplevede i Irak.

»Men det er svært ikke at tænke på. Jeg håber ikke for min værste fjende, at han skal gennemleve de situationer, vi har været ude for.«