Skorpioner. Sådan nogen plejer jeg ikke at tænke på, når jeg er på vej til en festival. Men det gør jeg på vej til Boom. Skorpioner og varme.

Læs også: Kæmpe guide til Europas festivaler

Kan jeg overhovedet finde ud af at sove i telt på en festival, hvor der snildt kan blive 40 grader i skyggen?

»Husk at tjekke dine sko, især om natten«, står der i den venlige og omfattende festival-overlevelsesguide, som jeg har læst på internettet inden afgang mod Portugal.

»Husk at drikke vand hvert tyvende minut. Er du faret vild i mørket? Ingen panik. Find en chai-shop og drik en kop the med nogle nye mennesker, indtil solen står op. Har du glemt din bikini? Pyt! Bare hop nøgen i søen. Der er ingen, der dømmer dig. Alt er tilladt. Selv skorpionerne er milde, dejlige væsener, der skal respekteres. Deres stik gør nas, men er ikke dødbringende«. 

Forklarer guiden. 

Jeg ser for mig, hvordan jeg sidder i teltåbningen iført pandelampe og støvmaske og venligt hælder bleghvide skorpioner ud af mine trainers.

Der er dog ikke gået mange timer efter ankomsten til festivalen, før jeg har glemt alt om giftige dyr med klo-sakse. Og hvor mine sko overhovedet ligger i bagagen. Og hvilken ugedag det er.

Varmen til gengæld. Den glemmer man ikke.

Det er varme af den slags, der får en til at kravle mod enhver mulig skyggeplet, så snart det er formiddag. Varme, der får alle planer til at gå i opløsning.

Jeg har sat krydser i musikprogrammet, nøjagtigt som jeg plejer på en festival. Hvem spiller på hvilke scener, og hvornår skal jeg sove, hvis jeg skal være vågen, når Extrawelt spiller kl. 03 natten til onsdag? Men varmen smelter døgnrytmen fuldstændigt ud af form.

Jeg kollapser og snorksover mig gennem højdepunkter, jeg havde glædet mig til. Jeg ligger og vugger på søen i en badering, mens vigtige navne spiller på hovedscenen. 

Prisbelønnet øko-festival

Men pyt. Boom handler om meget mere end musikken. 

Den startede som en goa-trance-festival med 3.500 deltagere i en skov 60 km syd for Lissabon tilbage i 1997, men nu er den vokset til en prisbelønnet øko-festival med omkring 28.000 betalende gæster og et mylder af workshops og foredrag om alt fra nanoteknologi til ekstase-ceremonier.

Allerede fra 1998 blev det besluttet kun at holde festivalen hvert andet år for at give god tid til forberedelse og fordybelse.

I 2002 flyttede festivalen til sin nuværende placering inde i landet ved en kæmpe sø i Idanha-a-Nova, og udover de fire elektroniske musikscener (med fokus på trance og ambient) er der et helt område dedikeret til healing og meditation.

»At danse kan være en meget transformerende og spirituel oplevelse, men det er meningsløst, hvis en festival bare nøjes med at spille god musik«, siger 35-årige Artur Mendes fra Lissabon, som har været med til at arrangere Boom-festivalen fra den spæde begyndelse.

I dag er han en af festivalens managere og har arbejdet fuldtid med Boom de sidste to år. Vi mødes i skyggen af et træ på festivalens fjerde dag. 

»Vores samfund befinder sig midt i et miljømæssigt og økonomisk kollaps i øjeblikket, og derfor har begivenheder af denne størrelse et stort ansvar for at ændre folks bevidsthed«, siger han.

»Vi er selvfølgelig en festlig begivenhed, men vi er også en miljøvenlig og bevidsthedsudvidende festival, som kan give noget værdifuldt til mange tusind mennesker, der kommer hertil fra mere end 100 forskellige lande. Og folk er meget modtagelige, når de er på festival. De er åbne, nysgerrige og klar til forandring«, siger han. 

En alternativ virkelighed

Hvis man skal sammenligne Boom med en anden festival, ligger Burning Man, som folder sin farverige totaloplevelse ud i Nevadaørkenen i næste uge, lige for. 

Begge festivaler lægger stor vægt på at skabe en alternativ virkelighed fyldt med opfindsom kunst og stærke sanseoplevelser, og begge festivaler har prioriteret rigeligt med plads, så folk kan koble helt af.

Også Burning Man sætter markant fokus på, at der ikke er noget affald eller andre spor tilbage, når festivalen forlader området igen – og begge steder lægges leave no trace-ansvaret i høj grad ud på den enkelte festivaldeltager.

Ved den pyramideformede indgang til Boomfestivalen får alle således udleveret et lille, blåt plasticrør til opsamling af egne cigaretskod.

Skulle der alligevel være røget en stump eller to på jorden, er der »grøn messe« hver aften kl. syv, hvor alle, der kan, rydder op i syv minutter. Jeg når aldrig at se, om det rent faktisk foregår (primært fordi jeg sjældent opdager, hvornår klokken er 19), men jeg ser masser af spontan oprydning og ingen skrald. 

Som i overhovedet ingen skrald. 

Festivalens ambition er faktisk at efterlade området renere og bedre, end da man kom. Ja, faktisk er det jo ambitionen at gøre hele verden til et bedre sted. Hvorfor drømme om mindre?

For bare en håndfuld år siden ville Booms vision om at hive mennesket tilbage i harmoni med jordkloden have lydt alt for hippie-agtigt til at være spiseligt for det store mainstreampublikum, men nu, hvor der er stigende prestige i at handle økologisk og bæredygtigt, vækker Booms kompromisløse fokus på miljøvenlighed, permakultur og genbrug stor international anerkendelse. En fjerdedel af festivalen er allerede selvforsynende (bl.a. via solenergi) og målet er, at den skal være helt selvforsynende. 

Toiletbesøg på en festival er sjældent noget, man tænker tilbage på med de helt varme følelser, men på Boom er det en fornøjelse.

Her har man bygget kompost-toiletter, som fungerer helt uden vandspild, dufter mildt af træflis og er totalt rene hele festivalen igennem.

To af de mirakuløse kreationer var faktisk med på Roskilde Festivalen i år, og begge festivaler vil gerne udvide samarbejdet. Det kan man godt forstå.

Psykedelisk kærlighed og muddertrance 

Der er foredrag og film nærmest i døgndrift om alt fra psykedelisk kultur til mayaindianere i et stort, indbydende telt tæt ved madområdet. Det første foredrag, jeg hører, handler om svampe og træers samarbejde i naturen. Det sidste om en global bevidsthedsændring.

»Den tid, hvor det hele handlede om vækst, er slut«, lyder det begejstret.

»Menneskeheden er ved at genforelske sig i jorden«.

Lidt derfra i en stor tipi ligger Kosmicare. Det er her, folk kan gå hen, hvis de har indtaget noget, der har givet dem »en svær oplevelse«.

»Folk tager stoffer over hele verden. Det er et faktum. Vi kan ikke undgå det«, siger Artur Mendes.

»Men vi kan sørge for, at der er et trygt rum, hvor de kan blive hjulpet og støttet, hvis de oplever noget negativt. Og Kosmicare er blevet en rollemodel over hele verden. Vi har fået masser af besøg fra internationale organisationer, der kommer for at se, hvordan de ­arbejder«. 

Der er ingen reklamer, store brands eller anden »visuel forurening« på Boom festivalen.

På markedsgaden kan man købe tætsiddende, troldeagtigt trancetøj i blide jordfarver og hjemmelavede smykker i skrap, fluorescerende neon.

Der er dreadlocks overalt, i alle længder og farver. Og ildjonglører, der foretager sig umulige, hypnotiserende ting med flammende pæle og hulahopringe.

På den gigantiske hovedscene, Dansetemplet, der kaldes en »futuristisk portal til stammefællesskabet«, indledes hver ny musikcyklus omkring solnedgang med et motiverende mantra fra en healer.

Herefter banker mørk og hurtig trance derudaf til næste eftermiddag kl. 17. To gigantiske, farvestrålende drager med lange hugtænder vrider sig i luften over hovederne på de tusindvis af dansende.

Når de heftigste trance-undergenrer tordner ud af højtalerne, lyder det som gurglende skovbund, tordenvejr spillet baglæns og knudret bark mast gennem indersiden af sorte maskiner. 

På den mindre Alkymi-scene nede ved vandet er musikken langsommere. Det er stadig trance, men knapt så hidsigt. I dagtimerne sørger forstøvende vandslanger spændt ud under den røde teltdug for at afkøle publikum.

Det føles som en mild, indendørs regn, hvis man står de rigtige steder, og efter flere timer er folk gennemblødte, mens jorden er forvandlet til mudder.

Om aftenen rejser månen sig over vandet i det smukkeste, sølvfarvede himmelshow, man kan forestille sig. Den sidste, lange musikcyklus på festivalen er timet, så den rammer fuldmånen. Naturligvis. 

»Hvem er ude efter endnu mere SJOV?!?!«

Selv om tiden er gået i opløsning, kommer festivalens sidste dag jo på et tidspunkt. På en opslagstavle tæt ved infoteltet hænger massevis af papirsedler, hvor folk leder efter kørelejligheder og nye rejsekammerater.

Nogle skal bare til den nærmeste by, andre vil fortsætte direkte videre til andre festivaler i Europa, som starter ugen efter. Midt på opslagstavlen hænger en kæmpe tegning af en blævreøjet, smilende orm. 

»Hvem er ude efter endnu mere SJOV?!?!«, står der.

»Mit navn er Edmund, og jeg vil afsted på eventyr, og det er lige meget hvorhen. HVOR SOM HELST! – bare tag mig med!«

Ved siden af har han skrevet sit mobil­nummer.

Jeg er sikker på, at han har fået et lift. 

 Læs også: En musikfestival sat under vand