Stedet var Aalborg, året var 1997 og helt i pagt med tidsånden var jeg i gang med den første af to videregående uddannelser. Jeg havde en flink håndboldspillerkæreste, og det var ham, der under morgenens tekst-TV-søgning efter et banebrydende Danmarksserieresultat pludselig råbte: Prinsesse Diana er død!

Øjeblikket lagrede sig i erindringen, som det kun sker, når det utænkelige kolliderer med det uventede, og sjældent har et dødsfald udløst en lignende tsunami af globalt chok. Der sad vi, nationen og resten af verden i forening, og så fjernsyn i dagevis i vores koboltblå tremmesofaer med 90er-persiennerne rullet ned. Vi græd med Elton John, rasede mod paparazzierne og indså at døden, prinsesse eller ej, kun er en krøllet motorhjelm væk.

Veludforsket kvindeskæbne

På mærkværdig vis er 20 år fløjet forbi, og bunker af dokumentarfilm og mediedækning gennemtygger nu endnu en gang klodens mest veludforskede kvindeskæbne.

Allerede da hun som en rebelsk enhjørning galoperede væk fra hoffet og ind i TV-studiet for at afsløre prinsens utroskab, krydsede hun broen til legendeland. Hendes personlige brand var bygget op omkring det ultimative miks af håndtryk med aids-patienter, kærlighedsnederlaget til den uattraktive Camilla Parker-Bowles og til sidst et celebert singleliv, der gav ny mening til George Herberts berømte ord: Living well is the best revenge!

Men hvorfor opnåede hun alle skandaler til trods for en popularitet så enorm, at vores egen prins Henrik må have overvejet et inspirationskursus på Kensington? Måske fordi hendes problemer handlede om noget, folk kan forstå – bulimi, hjertesorg og en rædselsfuld svigerfamilie. Måske fordi hun udstrålede oprigtighed, hvad enten hun trøstede landmineofre eller erklærede, at tre er én for mange i et ægteskab. Måske fordi hun i sin ensomhed viste sårbarhed på en måde, som folk kunne spejle sig i.

God stil

Monarkiet er aldrig større end de mennesker, der repræsenterer det, men målet bør aldrig være gold, menneskelig perfektion. Noget så simpelt som god stil og en ambition om at betyde noget for nogen kan gøre det. Når man som prins Henrik gør sit otium til en opvisning i bitterhed, der endda er rettet mod dem, han skal tjene, er det dømt til at gå galt.

Det er uomtvisteligt, at meget havde set anderledes ud, hvis Dianas sorte Mercedes var kommet hel ud på den anden side af tunnellen i Paris, men arven efter hende er stadig et vidnesbyrd om, at man godt kan være bitter og elsket på samme tid. Hun klynkede over Charles, men kom videre i teksten. Hun sørgede for at være relevant, selv efter hun fik frataget de kongelige titler. Hun tvang indirekte det britiske kongehus til kigge op under kilten på sig selv, så det i dag er mere populært end nogensinde.

Hendes liv, død og eftermæle er en effektiv påmindelse om, at det ikke er ret meget, der sidder i titlen. Heller ikke selv om den er kongelig.