Fem eksportvirksomheder modtog i dag kongelig hæderspris som bevis for deres succesfulde indsats på det globale marked.

Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, der er formand for komiteen for Kong Frederik den Niendes Hæderspris, overrakte nemlig hædersprisen til fem danske eksportvirksomheder for deres succes på det internationale marked. Overrækkelsen fandt sted på Fredensborg Slot, fortæller Eksportrådet.

Læs også på evb.dk:

SF går i brechen for eksportfremme
Tvivl om eksporten som motor for dansk økonomi

Sten Scheibye, der er næstformand i komiteen og formand for Eksportrådet, glæder sig på de fem virksomheders vegne.

- Eksportrådet er glade for at medvirke til at hædre disse eksportvirksomheder, der har gjort det godt på de internationale markeder. Hver enkelt virksomhed har formået at øge sin eksport på det globale marked og fastholde eller udvikle en allerede høj eksportandel. For den ene virksomheds vedkommende gælder det, at virksomheden eksporterer hele sin produktion, mens to andre virksomheders eksportandele ligger på hele 90 og 98 procent. Flere af virksomhederne har også formået at få fodfæste på eksportmarkeder, der traditionelt er vanskelige at komme ind på, siger Sten Scheibye i den udsendte meddelelse.

De fem prismodtagere er

• Uhrenholt A/S, der er en global fødevarevirksomhed inden for seafood-, mejeri- og kødleverancer.

• Designit A/S, der løser designopgaver inden for alle aspekter af strategisk design.

• Ib Laursen Aps, der er Nordens førende grossist inden for gaveartikler, interiør og brugskunst.

• Foss A/S, der udvikler og producerer analyseinstrumenter til den farmaceutiske og kemiske industri samt til landbrugs- og fødevareindustrien.

• Aalborg Engineering A/S, der fremstiller kedler, som bruges til at genanvende varmen fra turbiner og andre varmeproducerende anlæg

Virksomhederne skal opfylde flere kriterier for at modtage prisen. Et kriterium er, at virksomheden har haft en væsentlig og vedvarende forøgelse af eksporten oven en treårig periode, et andet kriterium er, at den er kommet ind på et særligt vanskeligt marked.

Den danske grossist, Ib Laursen Aps fra Ribe, modtager prisen for gennem en årrække at have øget sin udenlandsomsætning markant. Det er primært de nære eksportmarkeder, der driver fremgangen.

Det er ikke kun firmaets 40 års jubilæum, som Ib Lausen Aps kan fejre i år. Virksomheden, der er en af nordens førende grossister inden for gaveartikler, interiør og brugskunst, modtager også en hæderspris for sin fremgang på eksportmarkederne.

- Hædersprisen er et skulderklap til vores virksomhed. Vi har arbejdet målrettet på at øge eksporten i mange år, fordi det er blevet sværere på det danske marked. Norge, Sverige og Tyskland har været knap så hårdt ramt af krisen, derfor ser vi store muligheder på de markeder Det er lykkes os at lave gode resultater i en årrække. I år er vores omsætningen vokset med 20 procent i forhold til sidste år, siger stifter og tidligere direktør af virksomheden, Ib Laursen, der i dag er seniorrådgiver i virksomheden.

Ib Laursen Aps. eksporterer i dag til Norge, Sverige, Tyskland, Finland, Østrig, Schweiz og Holland. Det er det skandinaviske lyse design, der falder i nærmarkedernes smag. Især Tyskland har fået øjnene op for Ib Laursens varer.

En anden modtager er den globale fødevarevirksomhed, Uhrenholt fra Middelfart, der gennem de sidste tre år har satset massivt på blandt andet det russiske marked, hvor de oplever en eksplosiv vækst.

Uhrenholt blev grundlagt i 1978 i Middelfart, hvorfra firmaet siden har handlet med fødevarer herunder seafood-, mejeri- og kødprodukter. I dag er den familieejede virksomhed vokset til 680 ansatte, er repræsenteret i mere end 20 lande verden over og sælger til 80 markeder globalt. De sidste tre år har virksomheden undergået en omstilling fra engroshandel til direkte levering til supermarkedskæder.

- Vi er utrolig stolte over at modtage denne pris. Vi har været i gang med en kæmpe restrukturering af vores virksomhed de sidste tre år, og har budt vores medarbejdere rigtig meget i den proces. Derfor er det et skulderklap til vores medarbejdere, at vi bliver hædret med sådan en pris. Det giver et boost internt, siger adm. direktør Sune Uhrenholt.

Ifølge Sune Uhrenholt har omstruktureringerne gjort virksomheden meget mere international og udadvendt, hvilket også kan aflæses i eksporten. I løbet af de sidste fire år har virksomheden haft en eksportandel på over 80 procent, de sidste to år på 95 procent. Det er specielt på det russiske marked, at der er den største fremgang. Her oplever firmaet en vækst på mellem 25-30 procent om året ud af en omsætning på cirka en milliard.

Hædersprisen blev indstiftet i 1970 ved en kongelig resolution med det formål at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenstydelser. Med hædersprisen følger et diplom og en skulptur, som er inspireret af splitflagmotivet, som er hædersprisens symbol. Både diplom af skulptur er skabt af designeren Poul Pedersen.