Price om smør, alkymi og pirateri i køkkenet
Adam og James Price vil sideløbende med deres mange andre job med jævne mellemrum agere værter i deres restaurant, som har byens eneste smør-menu.
Adam og James Price vil sideløbende med deres mange andre job med jævne mellemrum agere værter i deres restaurant, som har byens eneste smør-menu.
Adam og James Prices første Spise med Price-udsendelser begyndte som en hyldest til deres far, gourmanden, skuespilleren og madskribenten John Price, men blev så stor en succes, at den ikke blot banede vejen til DR1s bedste sendetid, men også solgte billetter til shows med omkvædet Riiigeligt smør i adskillige kongreshaller i provinsen.
Se web-tv fra før åbningen
Eneste restaurant med smør-menu
Restauranten Brdr. Price ligger i Rosenborggade 15-17 bag Nørreport og Gothersgade og er byens første restaurant med en særlig smør-menu.
Læs mere: Se åbningstider og telefonnummer på Brdr. Price
- Mig bekendt er vi den eneste restaurant med en smør-menu med hele fire slags smør, siger Adam Price. Han afviser, at restaurantens tjenere får et ekstra genetillæg, som kompensation for at de hver aften skal høre på gæster, der kommer med kommentarer om riiigeligt smør. Restauranten får heller ikke en merchandise-afdeling.
- Vi kommer til at sælge vores kogebøger, men det bliver ikke en DR-restaurant, hvor vi sælger Spise med Price-dvd'er og andet merchandise, lovede Adam Price før åbningen.
WebTv: Se brødrene Prices nye restaurant
Alkymi og pirateri
- At åbne en restaurant er en gammel drøm, der stammer helt tilbage fra drengeårene, og som har ligget i familien. Mine forældre drømte også om at få en lille restaurant. Tegnefilmen Ratatouille tegner et romantiseret billede af et restaurant-køkken, men i Anthony Bourdains bog Kitchen Confidential oplever du stemningen, der er en blanding af alkymi og pirateri. Blandingen af håndværkere og kunstnere, af sofistikation og rå hjertelighed er fascinerende, synes Adam Price.
På gulvet - men ikke hver aften
Selvom Adam Price ved siden af at lave Spise med Price er dramatiker og manuskriptforfatter til adskillige populære tv-serier, og James Price er også komponist og kapelmester, vil de alligevel forsøge at finde tid til - om ikke hver aften, men efter deres eget udsagn ofte - at agere værter i restauranten. Adam Price har dog opgivet sit mangeårige job som madanmelder på Politiken.
Man skal være mere end almindeligt dygtig, hvis man skal tjene penge på en restaurant - især i disse tider, så det er ikke udsigten til hurtige penge, der har fået de to i forvejen travle madelskere til at åbne en restaurant.
- Der er kun én forklaring, og den er, at vi ikke kan lade være, tilstår Adam Price, der har en livslang kærlighed til det professionelle køkken.
Læs mere: Se artiklen En blodig vinter i vente
Proff folk i ejerkredsen
- Det er folkene bag Dragsholm Slot, som står for driften. Ellers havde vi aldrig turde åbne en restaurant i en tid, hvor det går galt for så mange, erkender Adam Price.
Mads Bøttger, der ejer Dragsholm Slot, og direktøren samme sted, Claus Fribo, ejer 33 procent af restauranten. Brødrene Price står for 33 procent og Dragsholm Slot, der har finansieret den nye restaurant, ejer den sidste tredjedel.
"Brødrene Price leverer navnet og ideerne, og vi har erfaringen i at drive en restaurant. Adam sidder i bestyrelsen på Dragsholm Slot og har gjort det i de sidste seks år, så der er stor tillid mellem os, siger Mads Bøttger, hvis familie har ejet Dragsholm Slot siden 1937.
Restaurant på 1. sal
Ved køkkenet, som ligger i den høje kælder, er en spisebar, hvor pladserne ikke kan reserveres, men som er beregnet på gæster fra gaden. De to afdelinger af restauranten, Spisekøkkenet og Spisestuen, ligger på første sal og har hver plads til omkring 30 gæster.
Hjemlig hygge og terrasse
To arkitekter og en scenograf har haft til opgave at indrette restauranten.
- Atmosfæren bliver tidløs og meget hjemlig. Et af de rum, som desværre ikke bliver færdigt til åbningen. er helt unikt med fire store, buede vinduer ud mod terrassen og kig til Reformerte Kirke, forklarer Adam Price.
Cocktails og walk-ins
- Vi håber, at det bliver et sted, hvor folk vil komme forbi og få en cocktail inden maden, siger Adam Price, der også krydser fingre for, at restauranten med tiden kan holde åbent lidt senere end de fleste af byens andre køkkener.
- Vi er jo selv børn af teatret, og det har vi selv savnet, forklarer han.
Mere om Brdr. Price
Se hvad du kan spise hos Brdr. Price og hvordan du bestiller bord
Find opskrifterne på DR1s Spise med Price-side
Læs Berlingskes anmeldelse af gourmetrestauranten på Dragsholm Slot fra 2009