Danmarks største telekoncern TDC fortsætter med at være under pres og mistede i andet kvartal kunder på alle områder.
TDC tabte 10.000 mobilkunder, 21.000 fastnetkunder, 12.000 bredbåndskunder og 23.000 TV-kunder mellem april og juni.
Teleselskabet havde en omsætning i andet kvartal på 5,05 milliarder kr. Det er et fald på 2,9 pct. i forhold til sidste fald.
Overskudet efter skat lød på 440 mio. kr., hvilket også er mindre end samme kvartal i 2016.
De første tal fra juni og juli viser, at TDC Group-kundernes dataforbrug i Europa er mere end syvdoblet siden sidste år. Det skyldes, at det er blevet stort set gratis at anvende mobilinternet i andre EU-lande.
»Jeg glæder mig over, at vores kunder har benyttet muligheden for at roame uden bekymring på deres ferie. Forbruget af data i udlandet ser ud til at lande nogenlunde inden for, hvad vi forventede, men vi har først det fulde billede senere på året,« siger TDCs adm. direktør, Pernille Erenbjerg.
TDC-chefen Pernille Erenbjerg har på det seneste fået kritik for, at hendes strategi ikke virker. Flere investorer er ikke imponerede over resultaterne, men forstår på den anden side, at tele- og TV-markedet er vanskeligt at operere i, skrev Børsen tidligere på ugen.
Pernille Erenbjerg har siddet i chefstolen hos TDC, siden 2015 hvor hun erstattede den fyrede Carsten Dilling.
TDC fastholder i sit regnskab for andet kvartal sine forventninger til 2017.
»Vi er i 2017 godt på vej mod at stabilisere vores samlede forretning. Det er derfor et godkendt regnskab, der ligger fint i tråd med vores forventninger til helåret. Jeg hæfter mig især ved en tilfredsstillende udvikling i vores danske mobilforretning, hvor bruttofortjenesten nu vokser for tredje kvartal i træk,« siger Pernille Erenbjerg.
TDC er, som noget unikt i Europa, størst på alle fire hovedområder i Danmark: mobiltelefoni, fastnettelefoni, TV og bredbånd. Men mens TDC taber kunder på vigtige marked for mobiltelefoni, vandt både ”3” og Telenor flere kunder i samme kvartal.
