Danske børnefilm skal åbenbart komme i serier. Som om folkene bag, når de har lavet en, der gik nogenlunde, tænker:

Den opskrift virkede, så nu laver vi en uendelig række af dem, over små variationer. På den måde behøver man jo heller ikke komme på nye originale ideer eller historier.

Sådan er det også med Karla-serien, der er baseret på bøger af Renée Toft Simonsen, og på filmlærredet får liv af Charlotte Sachs Bostrup.

Med »Karla og Jonas« er vi ude i tredje omgang. Efter at have mødt Karla og hendes problemer med at finde sin plads i puslespillet af en moderne familie - af mor, stedfar og »rigtige« far, der oveni er lettere alkoholiseret i »Karlas kabale« - skulle hun finde ud af det med sin veninde i »Karla og Katrine«, da der pludselig kom en fyr imellem dem. Og det er samme fyr, Jonas, som tredje film nu handler om.

Han bliver Karlas første forelskelse og filmen begynder, hvor to'eren slap. Sommerferien, hvor de mødtes, er efterhånden langt borte, men Karla drømmer stadig om Jonas. Så en dag, på Katrines opfordring, ringer hun til ham under påskud af at skulle skrive en skoleopgave om, hvordan det er at bo på børnehjem, for det gør Jonas.

Karla tager ud og besøger ham, men livet på institution er ikke altid nemt. Især ikke når den voksne person, man har knyttet sig til, skal rejse. Men for at trøste Jonas, foreslår Karla, at de skal finde hans ukendte mor.

Glansbilleder

På bedste »Sporløs«-maner opsnuser de hendes navn, og det bringer dem på den lange rejse til Århus - og den er lang, når man ingen penge har og må gemme sig på toilettet hele vejen. I Århus opsøger de alle de Nanna Nielsen'er der findes i telefonbogen.

Hvordan det ender, falder i hak med resten af filmen og de to forgængere. De har nemlig en tendens til at fremstille alvorlige, sociale problemstillinger på en glansbillede-agtig facon. Måske ud fra devisen at fordi de er rettet mod børn, er der nødt til at blive smurt et tykt lag glasur hen over tingene.

Det får også filmene til at virke så kantløse og glatte, at de er tæt på at blive ligegyldige. At de stadig har en charme, skyldes først og fremmest de unge medvirkende, som måske nok ikke er helt udklækkede som skuespillere, men som ud over at være vel-castede, bestemt har talentet. Sammen med de scener, der vittigt rammer genkendelige familiekonflikter mellem forældre og børn på vippen til at blive voksne, er de med til trods alt at gøre »Karla og Jonas« til en sød og omgængelig film for især det yngre pige-publikum.