Henrik Weigel er ikke ude efter hævn. Formiddagsaviserne har fortalt, hvordan forældre til ofrene for den meget omtalte bådulykke på Præstø Fjord »raser«, men Henrik Weigels stemme er rolig.

Først og fremmest »er det jo dejligt, at der bliver sat et punktum«, fortæller han om sagen mod den efterskole, hvor hans søn gik, indtil kæntringen nær kostede ham livet en formiddag i februar for knap to år siden.

En 44-årig friluftslærer omkom, og syv elever fik hjertestop. De blev genoplivet, men Henrik Weigels søn er kun én blandt flere med varige mén.

Ifølge Sjællands og Lolland-Falsters Politi var skolens ledelse i høj grad ansvarlig, fordi den som ledelse ikke havde taget de nødvendige forholdsregler. Både skolen og skolens forstander er tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse.

I dag begynder sagen i Retten i Nykøbing Falster, hvor Lundby Efterskole risikerer en bøde, mens forstanderen kan få flere års fængsel. Og mens Henrik Weigel ikke efterlyser hævn, mener han, at en dom er på sin plads.

»Det bør få en eller anden konsekvens, at en lærer kan tage ud at sejle, uden at andre end den anden lærer, der var med på turen, sætter spørgsmålstegn ved det,« siger han og undrer sig over, at skolen tilsyneladende ikke havde et klart regelsæt for, hvordan dragebådsturene på fjorden skulle foregå.

»Leder må have ansvaret«

Henrik Weigel har ingen holdning til paragrafferne. Om den rigtige konsekvens er en dom for uagtsomt manddrab må være op til juristerne.

Til gengæld er han ikke i tvivl om, at skolens forstander er ansvarlig, selv om det ikke var ham, der planlagde sejlturen den kolde formiddag, da to lærere og 13 elever tog ud på det to grader kolde vand uden redningsveste og våddragter.

»Jeg vil altid mene, den øverste leder må have ansvaret.«

Skolens bestyrelsesformand, Bjarke Rasmussen, har ellers kaldt sagen »mærkelig«.

»Det er en kompliceret og mærkelig sag, fordi vi har overholdt alle regler,« sagde han ifølge DR til Ritzau, da tiltalen blev offentliggjort i efteråret.

Udtalelsen undrer stadig familien Weigel.

»Det har været meget underligt og forvirrende for os. Det havde været mere sympatisk, hvis de havde indrømmet, at de ikke havde tænkt sig om, før de tog børnene med ud for at sejle en vinterdag. Enhver med sund fornuft kan jo se, det ikke var heldigt,« siger han og tilføjer, at bestyrelsesformanden ikke kan have læst den rapport, som Den Maritime Havarikommission aflagde mere end et halvt år efter ulykken.

Rapporten fremhæver blandt andet, at eleverne kun bar svømmeveste og altså ikke redningsveste, der kunne have holdt deres hoveder over vandet, da de mistede bevidstheden. Den druknede lærer bar ikke svømmevest.

Havarikommissionen placerer ikke ansvaret for ulykken, men det fremgår, at forstanderen kun havde en mundtlig aftale med friluftslæreren. Aftalen var »utilstrækkelig,« og den sikrede ikke en »fælles forståelse blandt lærere og elever af, hvilke risici der var forbundet med dragebådssejlads,« hedder det i rapporten.

Philip Max Cossen, lektor på Søfartsskolen SIMAC, kritiserer også sikkerheden. Enhver med sund fornuft burde have indset farerne, mener han.

»Når man tager børn med ud i en åben båd midt om vinteren, så gør man det ikke, uden man har afholdt en meget, meget klar instruks. Man skal have særligt redningsudstyr med, og alle skal kunne svømme. Det var ikke tilfældet,« siger han.

Han tør dog ikke spå om rettens opfattelse af hændelsen.

»Man har ikke set sådan en sag før. Udfaldet skal skabe præcedens for fremtiden,« siger han.

Juridisk slagsmål

Advokaturchef Michael Boolsen, der er anklager, er heller ikke meget for at foregribe sagens gang. Han vurderer dog, at hovedforhandlingen især bliver et juridisk slagsmål om, hvorvidt forstanderen og skolen kan stilles til ansvar.

»Der er selvfølgelig faktuelle forhold, som er omstridte, men det er i høj grad juridiske forhold, der skal afgøres i den her sag,« siger han.

Berlingske har været i kontakt med advokat Peter Giersing, der er forsvarer for efterskolen og forstanderen. Han ønsker hverken at oplyse, hvordan hans klienter forholder sig til tiltalen eller udtale sig om sagen i øvrigt.