Barack Obama var næppe blevet valgt som USAs præsident i 2009, før han blev tildelt Nobels fredspris.
Som en ny Messias ventede store dele af offentligheden i USA og ikke mindst Europa, at der nu ville blive fred på jord eller i det mindste dialog i stedet for krig.
Der var ikke et kritisk ord eller spørgsmål i den »liberale« presse i USA og heller ikke i størstedelen af den europæiske presse. Præsident Obama sagde, at historien var på hans side og han igangsatte en charmeoffensiv, der senere i 2009 førte ham til Cairo, hvor han lagde sig fladt ned og undskyldte for amerikansk politik og bad om gode forbindelser til den muslimske verden.
Den borgerlige vurdering af præsident Obamas udenrigspolitiske linje var og er til gengæld skånselsløs, for han gjorde, ifølge de borgerlige, verden til et mindre sikkert sted, han mindskede amerikansk magt i verden, så despoter fyldte tomrummet ud, han svigtede sine alllierede og han lod tydeligt forstå, at han ikke ville bruge magt, så ingen mere frygtede eller respekterede USA.
Den udenrigspolitiske kommentator Robert Kagan blev i 2003 berømt på sin bog » Paradiset og magten«, hvor han betegnede amerikanerne som de kampberedte folk fra Mars og de svage europæere som folk fra Venus. Som næsten samtlige andre borgerlige iagttagere er Robert Kagan særdeles hård ved Obamas udenrigspolitik, da han i februar 2017 skrev sin analyse i tidsskriftet »Foreign Policy«:
»Obama forfulgte en ambivalent kurs i forhold til global engagement, men hans kernestrategi var tilbagtrækning. Ved sine handlinger og udtalelser kritiserede han tidligere amerikansk politik og forstærkerede den internationale følelse af langt mindre aktiv rolle og en meget snævre definition af amerikanske interesser. Obama-administrationen reagerede på Bush-administrationens fiaskoer i Irak og Afghanistan ikke ved at genskabe amerikansk magt og indflydelse, men ved yderligere at reducere den. Selv om Obama-administrationen lovede at »rebalancere« amerikansk udenrigspolitik i Asien og Stillehavsområdet, så reducerede han i praksis global engagement og tilpassede sig revisionistiske magter (Kina og Rusland red.) magter på bekostning af allieredes sikkerhed.«
I Washington Times sammenfattede avisen, der ligger klart til højre for Washington Post, analysen af Obamas udenrigspolitiske linje:
»Fra Mellemøsten til Rusland har præsident Obamas udenrigspolitik efterladt USA i en svagere position end da han overtog embedet.« Avisen spurgte en række udenrigspolitiske analytikere, der alle havde hårde ord at sige og Nile Gardiner fra den borgerlige tænketank Heritage Foundation sagde: »Jeg kan falktisk ikke tænke på en eneste succes som præsident Obama har haft i udenrigspolitikken. Man kan kun pege på en generel svækkelse af amerikansk magt på verdenscenen og en underminering af nøgle alliancepartnere.«
I løbet af 2013, da præsident Obama svigtede sit løfte om at skride ind over for præsident Assads anvendelse af kemiske våben, var der endda en vis forsigtig kritik selv i avisen New York Times, der ellers aldrig stillede kritiske spørgsmål ved Obamas gøren og laden, og kommenatorer som Thomas Friedman vovede ligefrem en kritik af Syrienspolitikken.
Efterhånden bredte denne kritik sig og selv Obamas tidligere medarbejdere som CIA chefen Leon Panetta kritiserede skarpt Obama, som han beskrev som en præsident, der »undgår konfrontationer, beklager sig og gik glip af muligheder«. Ja selv Hillary Clinton forstod, at den var gal og kritiserede hans passive yudenrigspolitik i Mellemøsten: »Fejlen ved ikke at opbygge en troværdig kampstyrke af folk, der var de første i kampen mod Assad, efterlod et stort vakuum, som jihadister nu har fyldt ud.«
Det underlige er, at det lykkedes Obama at give et godt indtryk så længe - ja i store dele af pressen fremstilles han stadig som en Jesus-skikkelse.
Forklaringen gav Obamas egen rådgiver Ben Rhodes i et interview i New York Times Magazine, hvor han pralede med, at Obama-regeringen kunne bruge journalisterne og føre regeringens udenrigspolitik igennem med mediestøtte, fordi journalisterne på forhånd var positive over for regeringen og fordi journalisterne simpelthen var uvidende: »Den normale reporter vi taler med er 27 år gammel (...) De ved bogstaveligt talt ingenting.«
Nu er Trump ved roret og ingen ved, hvad der vil ske. Alle bolde er i spil, men set fra vestlig side kan det dårligt blive værre end under præsident Obama. Men de fleste journalister synes allerede at have glemt, at Obama ikke var Messias og fremaner et billede Trump som en fare for verden.