I sidste uge offentliggjorde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) en liste, der for første gang sætter navn på seks prædikanter, der har fået indrejseforbud til Danmark i to år.

Det er Udlændingestyrelsen, der står bag listen, og prædikanterne forsøger ifølge Støjberg at »undergrave vores demokrati og vores grundlæggende værdier om frihed og menneskerettigheder«.

Derfor sendes der med listen et »klart signal« om, at de »ikke er velkomne i Danmark«, lød det fra ministeren, da navnene blev offentliggjort.

Nu svarer en af dem igen.

Bilal Philips, der er en af de seks på listen, er uforstående over for, hvorfor han er havnet på den.

»Selvom den danske udlændinge- og integrationsminister, fru Støjberg, udtalte, at Danmark ikke vil acceptere, at hadprædikanter kommer til Danmark for at prædike had mod det danske samfund, er jeg ikke en hadprædikant. Jeg prædiker ikke had mod nogen del af det danske samfund,« siger han i en video, som han har lagt på Facebook og sendt til Berlingske.

Berlingske bad i sidste uge om et interview med Bilal Philips, og han svarede på mail med et link til videoen, der blev lagt på Facebook natten til lørdag. Videoen er 18 minutter lang og har i skrivende stund 44.000 visninger.

I videoen afviser han desuden at have »indoktrineret« folk til at begå vold mod kvinder og børn, ligesom han ifølge eget udsagn heller ikke har udbredt idéen om et kalifat.

Han understreger, at han under et besøg i Danmark i 2011 opfordrede danske muslimer til at følge dansk lovgivning:

»Faktisk har jeg gjort det klart for muslimer i Danmark, da jeg var der, at selvom det ifølge islamisk lov er tilladt for mænd at slå kvinder under særlige omstændigheder, så skal muslimer, når de lever under et ikke-muslimsk styre – i et demokratisk samfund eller lignende – overholde loven. Landets lov. Så det skal ikke praktiseres. Under ingen omstændigheder. Det gjorde jeg meget klart,« forklarer Bilal Philips.

»Jeg har heller ikke været involveret i – som fru Støjberg siger – at undergrave Danmarks grundlæggende værdier. Det er slet ikke tilfældet,« siger han i videoen.

»Jeg så på den og grinte lidt«

Den 70-årige Bilal Philips er født og opvokset i Canada og opholder sig ifølge Udlændingestyrelsen i Qatar.

Flere lande har forment ham indrejse – blandt andet Australien, Tyskland og Storbritannien. Det var daværende indenrigsminister Theresa May, der i 2010 forbød ham at rejse ind i Storbritannien på grund af »ekstremistiske synspunkter«.

Han er ifølge flere internationale medier tilhænger af piskeslag som straf til kvinder, ligesom han er imod homoseksualitet. Han er dog ikke blevet dømt på baggrund af sine udtalelser.

Da listen fra Udlændingestyrelsen blev offentliggjort, tegnede Berlingske et portræt af Bilal Philips og de fem andre prædikanter på listen. Portrætterne kan du læse her.

I sin Facebook-video fortæller Bilal Philips også om sit besøg i Danmark i 2011, hvor han blev inviteret af Islamisk Trossamfund til at tale ved et arrangement.

Her gav han interviews til TV 2 og DR, hvor han blandt andet afviste at være »ekstremist«.

»Jeg er så langt fra at være ekstremist, som man kan komme,« sagde han til TV 2.

Bilal Philips fortæller, at han mest af alt morede sig, da han hørte om listen.

»Jeg så på den og grinte lidt, fordi det er indlysende, at vores navne er trukket op af en hat. Der er mange, mange andre navne, der kunne have været med. De har bare besluttet, at der skulle være seks. Så de har smidt nogle navne i en hat og trukket dem tilfældigt op. Så endte mit navn der sammen med al Arefe og Salman Alodah (to andre personer på listen, red.),« siger han.

»I stedet for at bygge broer brænder I broer«

Bilal Philips ser mest af alt indrejseforbuddet som et udtryk for en voksende modstand mod islam.

»Det er ikke rigtig rettet mod os som enkeltpersoner. Det er rettet mod islam. Og det er meget uheldigt, at disse samfund, der promoverer idéen om tolerance og respekt for forskelligheder (...), nu er blevet en ensrettet vej. Meget intolerante over for andres værdier, synspunkter og praksisser. Det er en meget dårlig udvikling. Samfundene er på vej ud ad en meget farlig glidebane. Og jeg kan kun håbe, at folk vil vågne op, før det er for sent,« siger han.

Han mener, at der er blevet skabt »barrierer« i Danmark som følge af »islamofobi«.

»Det (islamofobi, red.) bliver et redskab i politikernes hænder. Så når regeringerne drejer mod højre, som de gjorde i USA og i Frankrig og i andre områder, bliver der peget fingre ad muslimer,« siger Bilal Philips.

Prædikanten nævner desuden Muhammed-tegningerne fra 2005 i videoen og fremhæver, at det fik muslimer til at »reagere«. Indrejseforbuddet vil også få muslimer til at reagere, mener Bilal Philips, og i virkeligheden »skaber I bare problemer for jer selv«, siger han:

»Hvis I har den her attitude, vil befolkningerne i muslimske lande og muslimerne i Danmark naturligvis være imod jer. I skaber en unødvendig modstand, og i stedet for at bygge broer brænder I broer.«

Bilal Philips understreger samtidig, at han uanset hvad ikke havde planer om at vende tilbage til Danmark, selvom han har »fået invitationer«, som han siger.

»Så der var ingen trussel. Jeg har ikke søgt om at komme tilbage til Danmark. Så der er ingen grund til at fortælle mig, at hvis jeg kommer til Danmark, vil jeg blive sat i fængsel i tre år,« siger han og løfter pegefingeren som illustration.

Som afslutning på videoen gør Bilal Philips det klart, at han ikke er bekymret på sine egne vegne, for hans budskab skal nok nå Danmark, som han siger:

»Jeg er bekymret for Danmarks fremtid. Og jeg håber, at fornuftige, rimelige og logiske sind vil træde til og ændre denne retning og beskytte samfundet mod skade i fremtiden.«

Ekspert: Bilal Philips har fået propaganda-platform

Ifølge direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama beviser videoen, at de danske udlændingemyndigheder med listen nærmest har gjort det lettere for prædikanterne at udbrede deres budskaber.

»Bilal Philips har fået en platform, hvor han over for et globalt publikum og danskerne kan føre sig frem som en martyr. Han kan bruge den her liste til at udbrede propaganda om Danmark og andre demokratier og fortælle historien om »det hykleriske vesten«, som prædiker, at muslimer skal acceptere ytringsfrihed, men samtidig indfører et indrejseforbud mod muslimer,« siger han.

»Det her er herligt for en person som ham. Han kan sætte sig i en position, hvor han kan bruge indrejseforbuddet til at anklage vestlige demokratier for hykleri og udstille deres principper som selektive og som en kamp mod islam,« uddyber Jacob Mchangama.

Han mener desuden, at navnene på listen virker tilfældigt udvalgt.

»Man kunne givetvis finde en række andre prædikanter, som var langt værre,« siger Jacob Mchangama.

Samme opfattelse har Jakob Skovgaard-Petersen, der er islamforsker og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

»Det virker som en meget tilfældig liste. Og der findes mange langt hårdere prædikanter, som prædiker vold og had i stor stil,« siger han.

Støjberg: »Jeg glæder mig over, at han ikke længere kan rejse ind i Danmark«

Udlændingeminister Inger Støjberg understreger, at det ikke er hende selv, der har lavet listen, og at hun har fuld tillid til, at Udlændingestyrelsen har sikret, at det er de rigtige personer, der figurerer på den.

Hun er uenig i Bilal Philips’ udtalelse om, at listen er rettet mod islam generelt mere end mod personerne på den, ligesom hun ikke forstår hans kritik af det danske samfund.

»Jeg kan overhovedet ikke følge Bilal Philips i noget af det, han siger. Og jeg vil gerne slå fast, at vi ikke er et intolerant samfund, men vi er heller ikke så tossegode, at vi lægger jord til en hadprædikant som ham i fremtiden. Og jeg glæder mig over, at han ikke længere kan rejse ind i Danmark,« siger Inger Støjberg.

Eksperter peger på, at de danske udlændingemyndigheder har gjort det lettere for prædikanterne at udbrede deres budskaber ved at lave den her liste. Er du ikke bange for, at I er kommet til at øge opmærksomheden omkring de her prædikanter, så de kan bruge de sociale medier som kanaler direkte til danskerne?

»For det første er de her hadprædikanter desværre så velkendte i miljøerne i forvejen, så vi kommer ikke til at promovere noget som helst. Det har de se selv gjort med deres fuldstændig vanvittige udsagn og prædikener,« siger Inger Støjberg og fortsætter:

»Og for det andet mener jeg, at vi står stærkt ved at slå fuldstændig fast, at der er mennesker, der ikke har ret til at rejse ind i Danmark, fordi vi ganske enkelt ikke vil lægge vores jord til deres had og til deres samfundsomstyrtende opfordringer.«

Men de kan jo tale direkte via sociale medier. Mange af dem har tusindvis – nogen af dem millioner – af følgere på eksempelvis Twitter og Facebook. Er det ikke bare symbolpolitik at sige, at de ikke må rejse ind i Danmark, for de kan jo sådan set bare komme med deres ytringer via andre kanaler?

»Jeg mener, der er noget helt principielt i, at vi ikke lægger jord til de her mennesker. Og derfor mener jeg, at listen absolut har sin berettigelse. Og jeg er glad for, at vi er det første land i verden, der nu har en liste som den her. Derudover mener jeg også, at der er en forskel på at se noget på YouTube og så ligefrem at gå hen og møde vedkommende.«

»Så jeg er meget tilfreds med, at vi har den her liste, og jeg mener på ingen måde, at vi promoverer de her mennesker. Det gør de desværre alt for godt selv,« siger Inger Støjberg.