Nethandel handler om meget mere end at lægge varer i kundens kurv. Nethandel er i stigende grad begyndt at handle om B2B – altså handlen mellem producent og grossist.

Og spørger man Annette Falberg, der er administrerende direktør for e-handlens brancheorganisation, FDIH, så har vi kun set begyndelsen på udviklingen. Der er i hendes optik stort potentiale i, at producenter og grossister handler sammen via redskaber, der er lige så intuitive og simple at bruge, som man ser det i detailhandlen.

Stigende salg

»Der er et stort potentiale her. Vores tilbagemeldinger er, at de virksomheder, der allerede er i gang med B2B e-handel, oplever en stor økonomisk gevinst af det. Det skyldes på den ene side, at det i sig selv giver mulighed for rationaliseringer – og på den anden side handler det om, at de faktisk oplever et stigende salg,« siger Annette Falberg og tilføjer:

»Dels fordi det er nemmere for virksomhedens kundeservice at betjene kunderne, dels fordi det er nemmere for aftageren at købe varen. Der er altså tale om både en rationaliseringsgevinst og en mersalgs-gevinst.« Hun mener, at virksomheder ofte kan blive meget afhængige af, om det er de rette medarbejdere, der sidder i kundeservicen.

Deres fornemmelser for service, salg og varekatalog vil alt andet lige have betydning for, hvor godt de kan betjene en kunde.

Det mener FDIH-direktøren er en afgørende problemstilling, der kan fremme B2B-nethandlen.

En joker i ærmet

Annette Falberg mener, at Danmark er godt med på e-handelsfronten set i forhold til udlandet.

Men dermed ikke sagt, at der ikke er potentiale for mere. Tværtimod.

Hun mener omvendt, at danske virksomheder har en slags joker i ærmet – og den hedder tvang.

»Vi har på den ene side et stort potentiale, fordi vi i høj grad er digitaliserede. Derudover har vi i Danmark problemet med vores relativt høje omkostningsniveau i virksomhederne. Det kan i sig selv tvinge os til at tænke i rationaliseringer og gå nye veje, så vi får mest muligt ud af de høje lønomkostninger,« siger Annette Falberg og tilføjer:

»Det kan vise sig at være en fordel. Vi er tvunget til at tænke nyt, og vi er tvunget til at tænke på udbyttet af at blive endnu mere digitale.«