Til nytår skal beboerne i de 775.000 danske huse bygget før 1973 have sat en ny postkasse op ude i skellet ved vejen foran deres bolig. Men selv om man ikke når at få sat den nye brevkasse op mellem julegaveræs og nytårsfester, skal man ikke frygte, at postbuddet lader nytårshilsnerne blive i posttasken, når han eller hun kommer forbi - selv om de faktisk ikke behøver at aflevere posten helt oppe ved hoveddøren, når den nye postlov træder i kraft ved årsskiftet. 

- Der er en passage i den nye postlov, som giver den enkelte distributør lov til selv at bestemme. Reklameleverandøren, postleverandøren og avisleverandøren kan altså selv beslutte, om de vil fortsætte med at omdele, fortæller Eva Hartmann, chef for privatkunder hos PostDanmark.

Men Post Danmark har altså besluttet at give borgerne lidt tid at løbe på, da man alligevel forventer, at langt de fleste har fået sat de nye brevkasser op, når klokken slår 12 nytårsnat.

- Post Danmark er relativt store på det her område, så vi har aftalt med Trafikstyrelsen, som er myndighed på området, at vi sætter os sammen lige på den anden side af nytår og ser på det. Men jeg tror, at det bliver et marginalt problem. Vi kan se, der er god gang i den med folk, der ringer herind og beder om råd og vejledning, og byggemarkeder fortæller også, at de sælger rigtig mange brevkasser, siger Eva Hartmann.

Informerer om manglende post

Men selv om man altså godt kan regne med at få sin post lige efter nytår, bliver det alligevel et problem på et tidspunkt, hvis man ikke får sat brevkassen op ude ved vejen, lyder det.

- Der sker ikke noget i forhold til postomdelingen 2. januar, men vi sætter os sammen med Trafikstyrelsen. Vi vil på et tidspunkt benytte os af lovens passage og standse omdelingen af post de steder, hvor brevkassen ikke står i skellet. Men vi vil informere borgerne om det, inden vi standser posten, og jeg tror fortsat på, at de fleste når det. Hvis kunder har brug for råd og vejledning efter 1. januar, står vi selvfølgelig også til rådighed, siger Eva Hartmann.

De nye postregler, som er blevet vedtaget i Folketinget, betyder, at brevkassen ved 775.000 boliger skal placeres i skellet ud til fortovet, og man derfor ikke længere får sine breve helt op til hoveddøren eller ind gennem brevsprækken.

Berlingske-abonnenter kan dog stadig få avisen helt op til hoveddøren ved at henvende sig til kundeservice og bede om det.