Positionskamp om Danske Bank-post i fuld gang
Kampen for at bringe sig i stilling til Peter Straarups job er i fuld gang, men den vil foregå i skyggen frem for i fuld offentlighed.
Kampen for at bringe sig i stilling til Peter Straarups job er i fuld gang, men den vil foregå i skyggen frem for i fuld offentlighed.
Stille. Selv om Danske Banks øverste topchef, Peter Straarup, i Berlingske Business i går løftede sløret for, at hans exitplan er lagt, er der ingen kandidater, som åbent melder sig ind i kampen. Men det betyder ikke, at Straarups potentielle arvtagere ikke for længst har sat charmeoffensiven ind. Det understreger en række kilder, som Berlingske Business har været i kontakt med.
»Positioneringskampen har formentlig været i gang i et stykke tid - i hvert fald internt. Det er ikke en åbenlys kamp, for det handler netop om, at man ikke er for offensiv, men leverer en loyal indsats og løser sine opgaver så godt, man kan. Kandidaten skal markere sig, men uden at blotte sig ved at gøre sit kandidatur åbenlyst,« siger Martin Jes Iversen, lektor i virksomhedshistorie og ledelse ved Copenhagen Business School (CBS).
De interne kandidater, som igen og igen nævnes som oplagte Straarup-efterfølgere, er Danske Banks tidligere finansdirektør Tonny Thierry Andersen, som nu står i spidsen for Danske Bank i Danmark, og Thomas Borgen, der er chef for bankens internationale aktiviteter og Danske Markets. To kandidater med hver deres klare styrker, men samtidig også én klar svaghed, vurderer flere kilder i sektoren.De mangler tyngde i forhold til bankhåndværk nummer 1 kreditvurderingen. Iagttagere peger samtidig på, at selv om Danske Bank historisk har rekrutteret topchefen i egne rækker, er alt i spil denne gang.
»Det vil ikke være en person, der er ukendt i finansverdenen, for det kræver ledelseserfaring af et vist niveau at få den post, men det kan sagtens blive én, der ikke er kendt i den brede offentlighed,« siger Martin Jes Iversen og tilføjer:
»Det kan sagtens blive en ekstern og måske også en udlænding - en nordisk udlænding med indsigt i den danske erhvervskultur.«
Det er udviklingen hos storaktionæren A.P. Møller - Mærsk, hvor Danske Banks formand, Eivind Kolding, er skibsreder, der har banet vejen for store overraskelser.
»Da A.P. Møller - Mærsk hev Smedegaard ind fra Carlsberg, blev der banket et søm gennem fordommen om, at det er virksomhedskulturen, der forhindrer, at man rekrutterer bredt. Men i den finansielle verden er der selvfølgelig den hindring, at en toppost kræver stor specialiseret viden - særligt inden for kredithåndværket. Det taler for en intern arvtager eller i hvert fald en anden fra sektoren,« siger Martin Jes Iversen.
Et af de navne, der bliver ved med at dukke op på iagttageres liste over eksterne kandidater, er Nordeas danske topchef, Michael Rasmussen. Han har meritterne i orden, og i forhold til at han er ekstern, så vil han have let ved at komme ind i jobbet.
Eivind Kolding har ingen kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
Thomas F. Borgen er et muligt emne som efterfølger til Peter Straarup, og det skyldes blandt andet erfaringen som bankdirektør. Ganske vist i en mindre norsk bank, Fokus Bank, hvor han var adm. direktør fra 2001, indtil han i 2009 blev sat i spidsen for Danske Banks udenlandske aktiviteter samt Danske Markets. Samtidig indtrådte han i Danske Banks direktion.
Med forfremmelsen viste Thomas F. Borgen, at der ikke er langt fra Norge til Danmark. Borgen kender dansk erhvervsliv, han taler stort set dansk, og han bor i Danmark. Det sidste har han dog kun gjort i omkring et år, og han har derfor ikke samme kendskab til organisationen som Tonny Thierry Andersen, hvilket ses som en af Borgens svagheder. Thomas F. Borgen har ligesom Thierry en fortid, der også involverer kampsport. I Borgens tilfælde er der tale om brydning.
Tonny Thierry Andersen er også et muligt emne som afløser for Peter Straarup, men måske har han også været lidt for tæt på Straarup til at blive hans efterfølger. Som Straarups højre hånd bærer han et medansvar for de fejl, der blev begået op til finanskrisen – som opkøbene i Irland og Nordirland, der har kostet bankens aktionærer 34 mia. kroner.
Fejl som har været nævnt som medvirkende til, at Thierry ikke længere er den oplagte kronprins – men blot en af dem. Men Tonny Thierry Andersen har stadig sine åbenlyse styrker i behold. Han er ofte fremhævet som en stærk kommunikator, og han kender banken hele vejen igennem efter årene som økonomidirektør. Og så begyndte karrieren som bankelev, ligesom den gjorde for Peter Straarup – og ligesom den gjorde for Knud Sørensen før ham. Det hele har han dog ikke fået med i karrieren, og flere har påpeget, at han mangler erfaring med kredithåndværket.
Tonny Thierry Andersen beskrives som en mand, der lægger stor vægt på at være i form mentalt og fysisk, og han er tidligere nidobbelt danmarksmester i judo. Og så fylder han 47 i dag.