»Venstre har fået en røvfuld af Dansk folkeparti - og det har jeg også.«

Med de ord sagde Peter Christensen farvel til dansk politik efter valget 18. juni.

Venstre vandt statsministerposten, men gik markant tilbage i en nedtur, der blandt andet gik ud over Peter Christensen, manden der ellers i flere år havde været Løkkes højre hånd og chefforhandler, når Venstre skulle forhandle med den tidligere SR-regering om tunge økonomiske aftaler.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»14 spændende og sjove år er det blevet til i Folketinget. Det har været 14 år med resultater, hårdt arbejde og på gode dage, har vi trukket Danmark i en markant mere borgerlig retning. Det er jeg stolt over, at have været en del af,« skrev PC, som han bliver kaldt på Christiansborg, på sin facebookprofil, da det i juni stod klart, at han ikke fik genvalg.

Profilen er siden blevet lukket. Peter Christensen lagde nemlig ikke skjul på, at vælgernes fravalg af ham også betød et endegyldigt farvel til dansk politik.

»Jeg forlader ikke politik med en drøm om at vende tilbage. Det kan jeg slet ikke se for mig,« sagde han til JydskeVestkysten 29. juli i det, han selv betegnede som sit »sidste interview som politiker«.

Siden har han ikke spillet nogen rolle i dansk politik.

Officielt i hvert fald. Men det er i dag blevet ændret fuldstændig.

Nu skal Peter Christensen nemlig tage over efter Carl Holst, der i går meddelte, at han ikke ønskede at fortsætte som forsvarsminister, fordi en række sager fra Holsts tid i Region Syddanmark ifølge den nu forhenværende minister »skyggede« for regeringens projekt.

Skal købe nye kampfly for milliarder - Løkke er »helt tryg«

Og opgaverne for Peter Christensen, der også bliver Minister for nordiske anliggender, bliver store og kommer øjeblikkeligt, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag.

»På den meget korte bane skal vi tage stilling til indkøbet af nye kampfly, og når vi kommer ind i det nye år, skal der varmes op til et nyt forsvarsforlig. I den nye situation, verden befinder sig i, er det vigtigt, der er en fast hånd på rattet og en person, der kan samarbejde bredt på Christiansborg,« siger Løkke, der er »helt tryg« ved, at han nu har fundet den rette forsvarsminister.

Selv er Peter Christensen både stolt og overrasket.

»Jeg havde ikke forventet, jeg skulle tilbage i politik af den simple grund, at jeg ikke blev valgt til Folketinget. Jeg var klar til at skulle lave noget andet, og jeg havde da heller ikke forudset, at der ville blive brug for en ny forsvarsminister efter så kort tid,« siger Peter Christensen i dag på Amalienborg Slotsplads.

I marts 2013 talte Politiko med Peter Christensen om, hvordan det var at være ude i kulden under Fogh. Og om det var hans tætte forhold til Lars Løkke Rasmussen, der bragte ham tilbage i centrum af dansk politik.

Genlæs portræinterviewet fra 2013 her:

Badeklubben er tiltrængt afslapning for fire Venstre-venner, der svømmer op mod strømmen. Leif Mikkelsen er formand, men klubbens fineste medlem – ikke at det betyder noget der i jacuzzien – er Lars Løkke Rasmussen, Venstres næstformand.

Efter svømmeturene spiser de ofte en god middag med god vin, og over vinen bliver diskussionerne som altid højrystede:

Foghs midtsøgende kurs i 2005-2006 har med undtagelse af Løkke efterladt de fire liberale hoveder uden for partiets inderkreds til stor frustration. En aften ender det med en uheldig opringning til partiets daværende pressechef Søs Marie Serup, hvor de sidste to medlemmer, Søren Pind og Peter Christensen, giver statsministeren en god gammeldags sviner, da de tror, røret er lagt på. Fogh brød sig aldrig rigtig om badeklubben.

Kort tid efter skulle Lars Løkke Rasmussen på statsminister Anders Fogh Rasmussens ordre banke sine venner, Christensen og Pind, på plads, da de overskred partilinjen med flere meter. Uagtet venskab og politisk samhørrighed gjorde Løkke det som en del af jobbeskrivelsen.

Men trods blå mærker blev Peter Christensen i baggrunden og stod der fortsat, da fundamentet rystede under Løkke.

I sin tid som sundhedsminister fra 2001 til 2007 havde Løkke på ministeriets regning blandt andet indlogeret sig en enkelt nat netop i DGI-Byen. 800 kr. stod der på regningen. Bilagssagen rasede, men partiets topledelse – Fogh, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og nuværende næstformand Kristian Jensen – slog aldrig ring om Løkke.

Det gjorde vennen fra badeklubben, Peter Christensen.

Peter Christensen er i dag finansordfører i Venstre, men i realiteten meget mere end det. Når forhandlingerne om regeringens Vækstplan DK – en historisk omfattende plan, der sænker skatter og afgifter for milliarder, og som, regeringen håber, vil vende den negative folkestemning – for alvor tager fart i morgen, er »PC« Venstres chefforhandler. Alt, der handler om kroner og ører, skal Peter Christensen nikke til. Kilder tæt på partiet sætter ham sågar i spil som fremtidens finansminister eller parti-chefideolog.

Men opstigningen i landets største parti har budt på flere tilbageslag. Som 16-årig konstaterede lægerne en stor kræftsvulst i den unge sønderjydes ryg og stillede ham døden i udsigt. Fra hospitalssengen meldte han sig ind i Venstre, og kun i de sværeste år under Fogh overvejede han at melde sig ud igen. Peter Christensen overlevede, men måtte nogle år senere se sin mor dø af samme sygdom. Han er udlært elektriker og navigerer i DJØF-land på Christiansborg.

»Jeg ved ikke, hvor stor betydning det har. Men jeg har selvfølgelig taget en uddannelse, hvor jeg har mødt rigtig mange helt almindelige danskere, der står op og går på arbejde hver eneste dag. Og derfor bilder jeg mig ind, at jeg har en idé om, hvad de er optaget af,« siger han.

I 1999 blev han formand for Venstres Ungdom og blot to år efter i en alder af 26 folketingsmedlem for Tønderkredsen, der normalt ikke sender en venstremand til København.

Her blæste der nye vinde med Anders Fogh Rasmussens valgsejr over S-formand Poul Nyrup Rasmussen. Siden 1998 havde Fogh langsomt drejet Venstre mod midten, og selv om formanden endnu ikke havde taget det skarpe venstresving, blev der langsomt mindre plads til liberale stemmer, som trivedes bedre under Uffe Ellemann-Jensen. Peter Christensen blev hurtigt skatteordfører, men måtte udføre hvervet i konstant balance med partiets politiske linje. I 2003 kulminerede utilfredsheden med de 10 teser. Med Peter Christensen og vennen Pind i spidsen afleverede 13 venstrefolk et brev med ti liberale teser til pressen og Venstres partikontor. Teserne handlede om skattelettelser og en mindre offentlig sektor og var et opgør med den socialdemokratiske sminke, som Fogh havde smurt ud over Danmarks Liberale Parti. Oprørerne blev banket hårdt på plads af Fogh og partiets stærke mand, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der udskød diskussionen af teserne til landsmødet i 2006, hvor Venstres principprogram skulle revideres.

Det var ikke Peter Christensens teser, der var noget galt med, fortæller Hjort Frederiksen i dag:

»Det var i en speciel situation, vi var i. Teserne var et opgør med Anders Foghs linje, og der er ikke andet at sige, at det var min rolle som partisekretær at sikre, at der var ro om den slags ting. Der har aldrig været noget galt med teserne. Vi har altid ment, at borgerne skal have en større del af deres egne penge, og at der skal være større frihed. Det handlede ikke om tesernes indhold, men at den her ville tvinge det til afstemning på et landsmøde – det var det, der var uhørt,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Men da der endelig stod 2006 i kalenderen, tog Venstre det store venstresving. Selvom Peter Christensen kæmpede med næb og klør, kom de ti teser, som makkerparret Christensen og Pind havde skrevet om til fire ændringsforslag til Venstres principprogram, aldrig til afstemning. Hvis der i 2003 ikke var rum til diskussioner om den offentlige sektors størrelse, var der det slet ikke nu, hvor hovedmodstanderen var en moderne kvinde, der konstant betonede valget mellem skattelettelser og velfærd. Tesemagerne blev igen banket på plads af Claus Hjort Frederiksen, men også af Lars Løkke Rasmussen.

I dag kalder flere på Christiansborg Peter Christensen for skarp og hurtig i hovedet. De fortæller, at der står respekt omkring ham, når han tager ordet på gruppemøderne, at han især har en dygtig pejling på, hvor Venstre skal placere sig i forhandlinger. Han indrømmer også gerne, hvis nogen i dag opførte sig som han gjorde dengang, ville han selv banke dem på plads. Han er nu bestyrer af partilinjen, firmaets mand.

I sommeren og efteråret 2006 endte det i et atypisk blodigt Venstre-slagsmål i medierne.

»Hvis al politisk debat gøres til kritik af regeringens linje, er der ingen politisk debat,« sagde Peter Christensen til Jyllands-Posten i juni 2006.

»Ingen skal være i tvivl om, at vi ikke har nogen skumle bagtanker med den offentlige sektor,« sagde Løkke samme sommer i Information. Christensen fortsatte på egen hånd i Dagbladet Politiken i enverserende sprængfarlig debat om ulighed:

»Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod«.

I årene efter er der mindre brug for Peter Christensens arbejde. Han bygger sit sommerhus på Bornholm og døber det »Foghs Minde«.

Men han rykker alligevel frem i partiet. Bliver finansordfører og senere politisk ordfører. I 2008 opstår Løkkes bilagssag. Året efter får partiet ny formand og landet ny statsminister. »Lars vil tale med mig,« skriver Peter Christensen i en SMS til sin hustru. Han er ny skatteminister.

I dag sår ingen tvivl om Peter Christensens magt. Siden Løkke tabte valget, har der generelt været harmoni i Venstres folketingsgruppe. Men i sidste måned kom det frem, at Søren Pind, der gennem årene af flere er spået en karriere som mulig afløser for Løkke, har fået nogle gok i nøden blandt andet af Løkke selv. I Venstres ledelse ved man, at der er medlemmer, der ønsker Pind ned fra sin i deres øjne selvbestaltede piedestal. Mens Troels Lund Poulsen, en anden af de unge venstreløver og nummer tre i Foghs arvefølge efter Løkke og Kristian Jensen, er blevet mærket af den verserende skattesag, ser samme sag ud til at prelle af på Peter Christensen, der qua sin rolle som skatteminister efter Troels Lund Poulsen også har vidnet i sagen.

Peter Christensen har modsat Pind filet nogle af de skarpe kanter af. Han er i dag ikke alene central i partiets daglige ledelse på Christiansborg, der udover Christensen indeholder Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, næstformand Kristian Jensen og partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby. Han står også centralt i partiets parallelle magtcentrum. Selv om grupperinger langtfra spiller samme rolle hos Venstre som hos Socialdemokraterne, er folketingsgruppen inddelt i klynger rundt omkring på Christiansborg. Her står fællesskabet med Peter Christensen, Søren Pind, Lykke Friis, Martin Geertsen og Karen Ellemann stærkt og har gennem tiden haft nem adgang til Løkke, der huserer på salen nedenunder. PC er begge steder.

I dag er Peter Christensen ikke bitter på Fogh. Han tilskriver ej heller fortidens tætte forhold til Løkke afgørende betydning.

Hvad betyder dit personligt tætte forhold til Løkke i midten af 00erne for din politiske tilbagekomst?

»En politisk karriere bygger på mange ting. Det er selvfølgelig helt indlysende, at man skal interesse og have flair for politik, men derudover handler det også om timing og om at være tilstede. Når man er politiker, bliver der truffet beslutninger hele tiden. Det er enormt tidskrævende, for hvis man vil være med, hvor beslutningerne bliver truffet, er man nødt til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – og det tidspunkt kender man ikke nødvendigvis på forhånd. Det har nogle omkostninger for eksempel i forhold til ens familieliv, som jeg selv har mærket – men det er sådan, det er, hvis man vil være med, hvor det sker. Og det er langt vigtigere end personlige relationer, hvilket jo understreges af, at jeg faktisk også var finansordfører under Anders Fogh Rasmussen,« siger Peter Christensen.

Hvilken post ville du gerne have på den anden side af et valg, hvis Venstre vinder?

»Det spekulerer jeg ikke på. Lige nu er der en overordnet opgave, og det er at sikre, at Danmark får en ny regering – og gerne hurtigst muligt. I øvrigt er det Venstres formand, der bestemmer, så det er slet ikke noget, jeg behøver at bruge kræfter på.«