Da daværende erhvervsminister Annette Vilhelmsen (SF) i 2013 gjorde det muligt for danskere at stifte selskab for blot én krone, skulle det gøre vejen til guldrandet forretning lettere for håbefulde forretningsfolk og øge væksten i Danmark med nye arbejdspladser.

Men selv om iværksætterne for alvor har fået smag for den nye selskabsform, og fire ud af ti nystiftede selskaber nu er de såkaldte iværksætterselskaber (IVSer), er det forsvindende få af »enkrone-firmaerne«, der overhovedet har formået at blive til reelle forretninger og nå samme størrelse som almindelige anpartsselskaber.