Da Dicte rullede over skærmen, var det ikke kun Iben Hjejle, men også byen Aarhus, der fangede seernes opmærksomhed. TV-serier tjener ikke kun penge til sig selv. Det er en større business. Men hvad værdien helt konkret er i en dansk produceret TV-serie, har man ikke undersøgt før nu. Edmund Consulting har udarbejdet en rapport for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje og undersøgt reklame- og brandværdien for Aarhus af Dicte sæson tre. Værdien løber op på et svimlende millionbeløb på 137,5 mio. kr.
»Vi har anskueliggjort det ved at se på omtale i medier, forventede turistindtægter og TV-produktionens omsætning. Vi har altså undersøgt hele paletten for at se, hvad en produktion skaber af reel værdi. Netop for at finde ud af hvad film og den digitale industri kan tilføre til samfundet,« siger chef hos Filmby Aarhus, Carsten Holst.

