Lana Del Rey er knap nok kommet i gang med en ellers lovende karriere som popstjerne, før kritikken vælter ned over hende.

Den seneste kritik går på hendes liveoptræden i det amerikanske underholdningsshow Saturday Night Live, som er blevet buhet så gevaldigt på de sociale medier, at sangerinden og hendes pladeselskab har besluttet at aflyse en 30 koncerter lang turne, som ifølge den amerikanske avis New York Post var lige på nippet til at blive annonceret.

Vurderingen er, at hun simpelthen ikke er klar til at stå på egne ben på en scene endnu.

- Lana og hendes manager besluttede at aflyse turneen efter Saturday Night Live. Hun var meget ked af det, men de håber på, at den ekstra tid giver hende mulighed for at samle tankerne. Og så håber de, at den ekstra tid vil skabe distance til episoden, siger en anonym kilde til New York Post.

Det startede ellers så godt for unge Lana Del Rey, hvis borgerlige navn lyder Elisabeth Grant. Hun skød mod stjernehimlen på rekordtid på Youtube, som også før har vist sig fordelagtig for andre popstjerner som Justin Bieber.

Men allerede inden Lana Del Reys første album blev udgivet begyndte fugle i musikmiljøet at kvidre og sætte spørgsmålstegn ved sangerindens ægthed. Og rigtig nok var 1950'er looket, som har spillet så stor en rolle i hendes succes, et image, der var udtænkt af professionelle markedsføringsfolk i musikbranchen og ikke Lana Del Reys egen personlige stil.

Ligesom mere kritiske folk i branchen stillede spørgsmålstegn ved hendes noget fortænkte udtalelser om sig selv i interviews. Og nu er det så hendes live-vokal, der bliver fokuseret på.

Portræt: Mellem Lolita og Lynch

Saturday Night Live har en lang tradition for, at alle kunstnere, der optræder i programmet skal synge live uden undtagelser. Det har før skabt problemer for teenagefænomener som Ashlee Simpson, Jessica Simpsons lillesøster, som forlod scenen på direkte tv, på grund af problemer med stemmen.

Noget nær det samme skete for Lana Del Rey, der dog ikke forlod scenen. Men efter hendes optræden krummede Twitter-brugere tæer på så kraftig vis, at det nu har fået Lana Del Rey og hendes management til at udsætte den forestående turne på ubestemt tid.

Lana Del Rey har sidenhen udtalt sig til det amerikanske magasin Rolling Stone om episoden.

- Jeg har det faktisk fint med den optræden. Jeg synes, at jeg så smuk ud og sang fint.

- Der er en modreaktion på alt, hvad jeg gør. Det er ikke noget nyt. Når jeg går udenfor har folk en mening om det. Det ville ikke have gjort nogen forskel, om jeg så havde været helt fantastisk. Folk har ikke noget pænt at sige om det her projekt. Det er sikkert også derfor du skriver om det, sagde en tydeligt påvirket Lana Del Rey til Rolling Stone.

Anmeldelse: Så hele verden svimler (4 stjerner)

Se her videoen fra Saturday Night Live og døm selv om Lana Del Reys optræden fortjener den hårde medfart.