»Det, jeg har oplevet, betyder måske, at man oplever en stor ensomhed, der efterhånden er blevet naturlig for mig.«

Hvis man ikke har læst overskriften og set billedet, er det meget svært at koble den sætning til Anni-Frid Lyngstad, den mørkhårede sangerinde i ABBA, Frida, der om nogen har fejret musikalske succeser og i dag er god for en formue på halvanden milliard kroner. Mindst. Hun fylder 70 år i dag, og naturligvis er det ikke tiden i ABBA, hun taler om i det ret sjældne interview, hun gav til NRK-programmet »Skavlan« i september 2014.

For naturligvis kender vi hende fra ABBA. Sæt dit yndlings-ABBA-nummer på inde i hovedet, og billederne vrimler frem. Om det er »Dancing Queen«, »The Winner takes it all« eller et af de andre smashende hits, som ABBA havde gennem 1970erne og 1980erne, ser vi hende på scenen med Agnetha Fältskog, med pailletter, glimmer og smil, og med Björn og Benny i baggrunden og til en sikker danserytme, der hjalp mange af os på vej på dansegulvet i 1980erne og også den dag i dag, hvis vi nu skal være ærlige.

Nej, det handler om pigen og kvinden Anni-Frid Lyngstad, der kom til verden i det nordlige Norge i 1945 som et resultat af en kærlighedsaffære mellem hendes mor, Synni, og en ung tysk sergeant, Alfred Haase. Dét var svært i efterkrigstidens Norge, og da hun var 18 måneder gammel, tog hendes mor og mormor til Sverige for at undslippe diskrimination og bitterhed. Hendes far forlod Norge, inden Anden Verdenskrig sluttede, og under hele hendes opvækst var hun af den tro, at hendes far druknede under turen til Tyskland. Det endte ulykkeligt. Hendes mor døde som 21-årig, og Anni-Frid voksede op hos sin mormor, som hun var stærkt knyttet til. Det var trygt, men ensomt. Det handler i høj grad også om det store savn over sin datter, Lise-Lotte, der døde i en bilulykke i USA i 1998, kun 31 år gammel. Og om hendes ægtemand, den schweiziske prins Ruzzo Reuss, og deraf titlen prinsesse, der døde af lymfekræft i 1999. De blev i øvrigt gift i Hørsholm Kirke i 1992. Hun har senere opsporet sin far, men mødet var med den succes, som man kan forvente efter så mange års adskillelse.

Hun fik sin scenedebut som 11-årig ved et Røde Kors-arrangement og blev senere spottet af pladeselskabet EMI, der udgav adskillige singler med hende, der dog aldrig fik kommerciel succes. Det var først, da hun i 1969 forelskede sig i keyboard-spilleren i det populære svenske band Hep Stars, Benny Andersson, at der ved tilfældighedernes sammenkomst skete noget. Bjørn Ulvaeus arbejdede sammen med Benny, han var kæreste med Agnetha og resten af historien efter det internationale gennembrud ved Melodi Grand Prixet i 1974 og »Waterloo« er kendt af de fleste.

ABBA gik hver til sit i 1982, og Frida indledte en solokarriere, der med tiden gav hende solid succes. Som med albummet »Frida alone«, der i 1975 og gennem mange genudgivelser har givet hende platin og hæder. Lyngstad blev skilt fra Benny Andersson efter-ABBA-årene og blev senere gift med prins Ruzzo Reuss i 1992. I dag bor hun i Schweiz sammen med Henry Smith, der er af adelig herkomst, og bruger en stor del af sin tid og penge på velgørenhed. Hun har ikke planer om at optage solokarrieren, men har bl.a. etableret sit eget firma, der sælger skitøj, og hun er ikke meget for at være omtalt i pressen.