»»House of Cards« med Kevin Spacey er noget helt andet end TV-serien »Præsidentens mænd« om livet i Det Hvide Hus, hvor alle var søde ved hinanden. »House of Cards« er »Præsidentens mænd« for varulve,« siger Michael Dobbs, der har skrevet bøgerne bag den kendte TV-serie om amerikansk toppolitik, hvis første sæson kan ses på streamingtjenesten Netflix, mens anden sæson kommer i begyndelsen af næste år.

For godt 25 år siden havde engelske Michael Dobbs et af utallige sammenstød med den navnkundige Jernlady, Margaret Thatcher, der var premierminister fra 1979 til hun blev væltet i 1990. Den nu 65-årige garderhøje Michael Dobbs havde først været Jernladyens taleskriver og blev siden stabschef og var ellers die hard-fan af Thatchers reformer, der ryddede op i det morads af fagforeningssocialisme, som nær havde kørt Storbritannien ud over afgrundens rand. Dobbs fornemmede en mislyd, at Thatchers raserianfald og magtbrynde var kimen til hendes egen undergang, fortæller han.

Det, han så, var begyndelsen til enden for Thatcher, et forhold som først blev synligt for omgivelserne nogle år senere. Og som kulminerede i, at Thatcher tabte en magtkamp i partiet og måtte trækkes ud af Downing Street. På det tidspunkt havde den ph.d.-uddannede Michael Dobbs for længst trukket stikket og i gang med en forfatterkarriere.

Diabolsk »FU«

Først kom romanen »House of Cards« i 1989, der nu foreligger i en opstrammet, revideret udgave på dansk, om tiden efter Thatcher, hvor en ny premierminister Henry Collingwood er kommet til magten og netop har vundet valget.

Collingwoods parlamentariske indpisker, den såkaldte chief whip, som rydder op og holder regnskab med MPernes side-, krum- og mellemspring, er den skotske Francis Urquhart. Han vil forfremmes til minister. Men Urquhart, »FU« som han kaldes, bliver affejet af premierministeren, som har brug for hans evner til at svinge takststokken over parlamentarikernes skuldre. Dette premierministerens tilsyneladende svigt tænder en ild i FU, som herefter sætter sig for at udslette Collingwood.

Til det formål udnytter, manipulerer, udraderer og bogstavelig talt myrder han sig til tops. Han udnytter og lader sig udnytte af den unge, smukke ambitiøse journalist Mattie Storin, der er rykket fra provinsen til London og benhårdt går efter at blive landets førende politiske reporter. »House of Cards« slutter dér, hvor han er blevet premierminister i stedet for premierministeren.

Den kendte, nu afdøde karakterskuespiller Ian Richardson (1934-2007) er kommet til at inkarnere »FU«, efter at BBC i 1990 filmatiserede første bind.

»Det kan meget vel tænkes. Men jeg kan under ingen omstændigheder kommentere,« blev i Richardsons mund til en udødelig replik fremsagt med døde øjne. Richardsons kulde kunne dybfryse et ocean, og han sagde sådan i serien, når han havde lokket andre på den krog, han ønskede. Sågar daværende premierminister John Major brugte citatet i Parlamentet.Blandt seriens usædvanlige træk var dog, at »FU« henvendte sig til publikum, til os som TV-seere. Teknikken kaldes »den fjerde mur« og handler om, at der foregår en masse på scenen, det tilsyneladende liv, dialogen, handlingen. Men pludselig henvender hovedpersonen sig til os, og fortæller at det er gas, at det er tomhed, at den virkelige og nedrige intention er en anden. Vi bliver som publikum medsammensvorne.

Amerikansk version

»House of Cards« kom tidligere på året i en mere cool, moderne amerikansk version, hvor de mere groteske karakterer fra BBC-serien var væk, og den fjerde mur er tydelig. Det er blevet et folkeligt gennembrud for streamingtjenesten Netflix. Amerikanske Kevin Spacey er hovedpersonen. Scenen er Washington, og »FU« hedder i Spaceys figur »Frank Underwood« og er indpisker i Repræsentanternes Hus.

»Det betyder ikke noget, karaktererne er de samme, kun omgivelserne er forskellige,« siger Michael Dobbs om serien, hvis afsnit 13 slutter, hvor Frank tilbydes posten som vicepræsident.

Oprindeligt var romanen i ét bind, hvor Urquhart kommer af dage. Men BBC-serien blev en international succes, så Dobbs fortsatte med at skrive romaner, og kort efter blev de filmatiseret med samme skuespillere. Først kom »To Play the King« (1993) om, hvordan »FU« som tyrannisk premierminister tryner en blødagtig og Prince Charles-lignende nytiltrådt konge, der manipuleres af sine rådgivere. Og siden »The Final Cut« (1995) om »FU«s storhed og fald efter at han har formået at nå at sidde omtrent så længe som Jernladyen.

Interessante arketyper

»Det er arketyper, der interesserer mig,« siger Michael Dobbs.

»Lige som hos Shakespeare opererer jeg med nærmest mytologiske typer. Man skal ikke hæfte sig så meget ved den ene eller den anden detalje i det parlamentariske spil, men derimod ved typerne. Shakespeare placerer jo nogle af sine karakterer i en fjern, fjern fortid, f.eks. i »Julius Cæsar«, og det er jo fordi han interesserer sig for typer og karakterer,« forklarer han, der også har brugt citater fra Macbeth i bind to i serien.

Men hvorfor er hans skikkelser så dæmoniske, skurkagtige, nedrige, intrigante? Det handler om meget mere end magt. »Det handler meget om skam,« siger han, at personerne har noget de vil hævne, genoprette. I slutningen af den nyudgivne »House of Cards« reflekterer den 65-årige »FU« f.eks. over faren, der tog sit eget liv og »havde bragt en skam over navnet Urquhart, som stadig fik det til at vende sig i hans søn, fik ham til på en eller anden måde at føle sig mindre værd«.

»Folk går ind i politik med de højeste motiver, men politik er i særdeleshed en beskidt branche. Det er enormt hårdt og meget anderledes end alle mulige andre brancher,« fortæller Dobbs, der mener det er pjat at indvende, at han fremmer politikerlede, når han lader de onde le og de gode gå under.

Dobbs er i dag medlem af Overhuset og har fået titlen Lord Dobbs. I en periode under John Major i 1990erne var han tillige næstformand for Tory-partiet, men det er som forfatter, at han er kendt, og det forstår man godt, når han i den nyudgivne roman filosoferer over den politiske metier: »Et liv i politik er lige så formålsløst som at sømme sine ambitioner fast til et snefnug. En genstand af stor skønhed. Og så er det væk.«

Pind elsker »FU«

En af de danskere, der har læst alt af Michael Dobbs og følger den nye serie, er Venstres Søren Pind: »De to serier er interessante i sig selv. Den ene er meget britisk, den anden meget amerikansk,« siger han.

»Jeg synes, at det er et fremragende værk, fordi det bevæger sig helt ud i yderkanten af den politiske fantasi, men samtidig bevarer en stærk grad af realisme. Samtidig kan man ikke lade være med at fundere over, om forfatteren har ladet sig påvirke for meget af det britiske kostskolesystem og derved fået kynismen ind med skolemælken. For min erfaring er, at det er vanskeligt at forblive i politik uden en vis grad af idealisme,« understreger den tidligere Venstre-minister.

At alt ikke er kynisme kan ses i Dobbs’ romanserie i fire bind om Winston Churchill.

»Det var alt andet end nemt for Churchill,« siger Dobbs.

En anden serie, hvor femte bind kom sidste år, handler om den konservative MP og tidligere elitesoldat Harry Jones. Første bind kom på dansk som »Åbningsdagen« om et terroristangreb på det engelske parlament.

Dobbs er i fuld gang med et andet projekt, som formentlig vil kunne streames på nettet, når han og Adam Price – kendt som skaberen af »Borgen – får færdiggjort en serie for HBO, der vil være mere end »Borgen« og »House of Cards«.