Den 3D-printede pistol Liberator har fået stor opmærksomhed på kort tid. Blot et par dage efter, at tegningerne til håndvåbnet blev tilgængelige på nettet, havde over 100.000 personer downloadet dem.

Læs også: Print din egen pistol i Danmark

Det har givet dybe panderynker hos politikere og myndigheder, der hurtigt var ude og udtrykke bekymring over udviklingen og efterlyse strengere reguleringer.

Politiet er sandsynligvis også lettere bekymrede over initiativet fra den Texas-baserede udvikler Defense Distributed. I den australske delstat New South Wales printede politiet i ren nysgerrighed det kontroversielle produkt ud, hvilket dog medførte dramatiske konsekvenser. Det skriver Techradar.

Ikke blot 'potentielt' farlig

Politiafdelingen anskaffede sig en 3D-printer til lidt under 10.000 kroner samt det nødvendige materiale til yderligere et par hundrede kroner. 27 timer senere var pistolen klar, og efter en testrunde under sikre forhold kunne de australske politimænd konstaterer, at den var mere end effektiv nok til at slå folk ihjel med.

De kunne dog også konstatere, at den også er farlig for den, der trykker på aftrækkeren. Det andet prøveskud endte nemlig med, at pistolen eksploderede, hvilket kan ses i videoen nederst i artiklen. Nu advarer politikommissær Andrew Scipione andre mod at printe våbnet.

»Denne besked er til alle med ressourcer til at købe en 3D-printer: Forsøg ikke at benytte en 3D-printer til at lave et våben. Et 3D-våben er ikke 'potentielt farligt', det er farligt,« bedyrer Scipione under en pressekonference.

Med tanke på, at Liberator er et billigt, »hjemmelavet« våben af plastik, kommer det næppe som nogen overraskelse, at det ikke er egnet til vedvarende, almindeligt brug - men nu er dette altså også blevet eftertrykkeligt bekræftet. Ifølge Scipione er de oprindelige tegninger dog blevet modificeret, hvilket kan gøre pistolen mere sikker.

Kommissæren omtalte håndvåbnet som en »stigende trussel«, og han udtrykte bekymring over den hurtige og omfattende udbredelse af filerne med tegningerne til pistolen. I lighed med en lang række myndigheder - her i blandt de danske og amerikanske - vil han følge udviklingen nøje.

Læs også: USA fjerner adgang til print-selv-pistol

Læs artiklen på hardware.no

Oversat af Janus Bødker.