En ny midtjysk motorvej, en ny parallelforbindelse over Lillebælt og hurtigere tog mellem de større danske byer.

En række syddanske politikere har ønskerne med, når de tirsdag mødes med transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

- Region Syddanmark er det naturlige bindeled til Danmarks største eksportpartner, Tyskland. Så af hensyn til eksporten og væksten i hele samfundet, skal vi have gjort noget for at løse problemerne i trafikken her og nu. Det vil vi forsøge at overbevise transportministeren om, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

På mødet vil han sammen med Egon Fræhr (V) og Uffe Steiner Jensen (S), der er henholdsvis formand og næstfomand for de 22 syddanske kommuner, fremlægge de tre forslag, som politikerne mener vil kunne mindske problemerne i den syddanske trafik.

- Det er helt afgørende for udviklingen - ikke bare af vores landsdel, men hele landet - at vi har en god infrastruktur. Derfor er det også vigtigt, at kommunerne og regionen i fællesskab drøfter dette med partierne i Folketinget, siger formanden for for det syddanske kommunekontaktråd, Egon Fræhr.

De syddanske politikere angiver, at deres ønsker ligger i størrelsesordenen 50 milliarder kroner, mens eksempelvis en Kattegat-forbindelse koster noget mere.

- Vi har intet imod drømmen om en Kattegat-forbindelse, men den løser ikke problemerne i trafikstrømmene til og fra Tyskland og resten af Europa. Så når vi for en tredjedel af beløbet kan få hurtigere tog samt glidende trafik på vejene og over Lillebælt, bør vi selvfølgelig sætte ind der først, siger Carl Holst.