Politikere rystede over græsk flygtningelejr: »Det her kan vi ikke være bekendt«

Kontrasten mellem at sidde på en café på havnefronten i Vathi på den græske ferieø Samos og forholdene i den flygtningelejr, der ligger 500 meter derfra oppe på en mudret bjergskrænt, kan ifølge Sofie Carsten Nielsen bedst beskrives som ekstrem.

Sammen med Folketingets Europaudvalg og Udlændinge- og integrationsudvalg var den radikale politiker i denne uge i Grækenland. Her oplevede hun bl.a. sammen med de Konservatives Rasmus Jarlov forholdene i to flygtningelejre på hhv. Samos og udenfor hovedstaden Athen.

Lejren på Samos er en såkaldt »hotspot-lejr« for flygtninge og migranter, der driver over det smalle stræde, der adskiller øen fra den tyrkiske kyst, og som især i 2015 var en hovedfærdselsåre på det, den britiske journalist Patrick Kingsley har døbt »den nye odyssé«: Flygtninge- og migrantstrømmene fra Afrika, Mellemøsten og Asien.

Mens Sofie Carsten Nielsen så på forholdene i Samos-lejren udefra – for de græske myndigheder tillod ikke politikerne at komme ind i lejren – kunne hun »ikke lade være med at få følelsen af, at det her var på europæisk jord«, siger hun:

»Det her kan vi ikke være bekendt.«

Rasmus Jarlov kalder forholdene i lejren – og i øvrigt også i den lejr, han så i Athen – for »ret kummerligt«.

»Det er en meget stærk kontrast at stå i Samos og kunne kigge på feriehoteller på den ene side og kummerlige flygtningelejre på den anden,« siger han.

Danmarks asylmodtag var sidste år det laveste i ni år. Udenrigspolitisk peger både politikere og eksperter på to afgørende faktorer for den lavere tilstrømning:

Lukningen af den såkaldt vestlige balkanrute i 2015-16 og EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet.

Rotter og vand mellem teltene

Balkanruten var mange flygtninge og migranters hovedvej til Nordeuropa, men med opførelsen af grænsehegn på først den ungarsk-serbiske grænse og siden mellem bl.a. Makedonien og Grækenland, blev der sat en prop i korridoren. Det betød omvendt, at mange strandede i det kriseprægede Grækenland.

Lejren på Samos er ifølge Sofie Carsten Nielsen en nedlagt og afsondret militærlejr udstyret med højt hegn og rullende pigtråd. Nogle beboere bor i containere, men flest i det, Rasmus Jarlov kalder »campingtelte«.

»Der var en endda på ydersiden af hegnet sat telte op og sådan nogle presenninger, hvor der også boede mennesker under, fordi der ikke var plads inde i lejren,« siger Sofie Carsten Nielsen, der fortæller, at »vi så også små videoer, som UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat, red.) har derindefra, med rotter og vand, der løb mellem teltene«.

Ifølge UNHCR er lidt over 3000 mennesker ankommet til Grækenland til havs i 2018. Organisationen udtrykte i februar bekymring over omfanget af vold og overgreb i modtagecentrene på de græske øer. I alt havde UNHCR kendskab til, at 622 personer i 2017 var blevet udsat for sex- eller kønsbaserede overgreb, mest udtalt i lejren på Samos og i Moria-lejren på øen Lesbos.

Rasmus Jarlov fortæller, at nogle kvinder undgår badene i lejrene.

»De frygter at blive voldtaget,« siger han.

Ifølge Sofie Carsten Nielsen mangler der ellers ikke penge. Lejrene er EU-finansierede, og forholdene i flygtningelejren, hun besøgte uden for Athen, var i hendes øjne meget bedre, end hvad hun så gennem indhegningen på Samos.

»De forhold var bedre end de forhold, vi havde i teltlejrene (i Danmark, red.),« siger hun om lejren i Athen, som hun i modsætning til lejren på Samos fik lov til at besøge.

Et ræs mod bunden

Nielsen og Jarlov befinder sig i udlændingedebatten ofte på hver sin side. Og selvom de på lange stræk har samme opfattelse af forholdene i Samos-lejren og af årsagerne til kummerligheden, bekræftede turen kun dem i hver deres anskuelser.

»Jeg har ondt af de mennesker, der skal bo under sådan nogle forhold. Men jeg har svært ved at se, at man skal kunne gøre meget andet. Problemet er, at hvis forholdene for migranter bliver for attraktive, så kommer der flere af dem,« siger Rasmus Jarlov og anfører, at »Samos har mistet sit eksistensgrundlag, fordi turisterne bliver væk«.

Skal I politikere ikke arbejde på at gøre noget ved det?

»Nej, for det kan vi ikke. Jeg tror stadig, at vi skal passe på med at gøre flygtningelejrene attraktive. Mange af dem, der kommer, er ikke krigsflygtninge, men fattigdomsflygtninge,« siger han og supplerer:

»Jeg ser det desværre som et forsøg fra Grækenlands side på at undgå at tiltrække for mange migranter. Det er tragedien ved hele den europæiske flygtningepolitik. Fordi vi har en flygtninge- og menneskerettighedskonvention, som forsøger at sætte loft over, hvor mange vi tager i mod, så bliver det et ræs mod bunden, hvor man forsøger at behandle flygtninge så dårligt, som muligt for at skræmme dem væk.«

Over halvdelen af de mennesker, der er ankommet til Grækenland siden 1. januar sidste år er ifølge UNHCR dog fra Syrien og Irak - i modsætning til i Italien, hvor størstedelen ankommer fra Afrika. Sofie Carsten Nielsen kun føler sig kun bekræftet i nødvendigheden af en fælleseuropæisk flygtningefordelingspolitik.

»Det betyder ikke, at vi skal åbne sluserne for, at alle kommer længere op i Europa. Grækerne skal acceptere, at de ikke alene er et transitland, men også skal håndtere de problemer, der kommer,« siger hun og tilføjer, at »selvom de får massiv hjælp gennem EU, virker det ikke, som om den hjælp altid kommer ud det sted, hvor den skal, og til de hænder, der har brug for den«.

Adspurgt om det netop ikke taler imod EU-samarbejde om en fælles løsning, svarer hun:

»Det er den eneste vej frem. Og jeg kunne se, at det godt kunne lade sig gøre nogle steder (i Athen, red.). Det er afsindig svært, men det bliver vi simpelthen nødt til.«