De seneste dage er skeletterne væltet ud af skabene hos Skat. Også i dag, hvor Berlingske kan afsløre, at Skats IT-system EFI, der står for at inddrive gæld, systematisk har krænket danskernes privatliv og blandt andet har lagret oplysninger om både børn og voksne, der aldrig har skyldt en krone.
En lang række ordførere kalder nu på konsekvenser, så Skats ulovligheder stopper, og folks tillid til Skat og offentlige myndigheder generelt kan genetableres.
Blandt andet hos Enhedslisten kalder skatteordfører, Rune Lund (EL), afsløringen for »mega alvorlig«.
»At persondataloven ikke bliver overholdt, at Skat lagrer oplysning ud fra et »nice to have« princip, som er klart ulovligt, og at de lagrer oplysninger om folk, der aldrig har skyldt Skat en krone er en skandale. Det går simpelthen ikke,« siger han.
Også De Konservative mener, at det er et problem, at der er praktiseret ulovlig overvågning af almindelige mennesker over længere tid, idet det er imod det grundlæggende i et demokrati, som skal beskytte mod »den stærke statsmagt« og altid være på borgerens side og ikke foretage ulovlig registrering eller formode, at borgeren er skyldig.
»Det er det, der har været problemet med Skat i lang tid, at man har mistænkeliggjort folk, og nu ser det også ud til, man ulovligt har overvåget folk, så det er en gigantisk skandale,« siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K), der har et råd til den nye skatteminister.
»Mit råd til den nye skatteminister, som jeg synes er startet godt, er at få ryddet op i den bule, så der kommer en anden mentalitet, hvor man tager hensyn til borgeren, og retssikkerheden kommer i højsædet,« siger han.
Folketingets nyeste parti, Alternativet, følger også udviklingen nøje og understreger vigtigheden af, at der er åbenhed fra myndighederne til borgerne.
»Det er helt uacceptabelt, at Skat på den måde bryder loven. Skat må undersøge, hvordan de kan løse problematikken, og så skal den praksis stoppes. Det siger jo sig selv, at de skal følge loven,« siger Alternativets skatteordfører Josephine Fock.
»Borgerne skal kunne stole på alle myndigheder herunder Skat, og det er meget vigtigt, at der er tillid til dem. Den skal genoprettes hurtigst muligt,« siger ordføreren.
Hos regeringspartiet, Venstre, har man sat EFI i bero og afventer nu Kammeradvokatens analyse, der skal skabe klarhed over, hvad der skal gøres.
»Det er endnu et skelet, der vælter ud af skabet, og dem synes jeg, der er mange af i øjeblikket. Det er et kæmpe problem, at Skat i den grad har tilsidesat folks retssikkerhed i årevis. Det er noget, vi tager yderst alvorligt, og det er også derfor, vi har sat EFI i bero,« siger Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm.