Normalt skaber Legoland i Billund positive associationer og glade minder, men for den skotske politiker Martin Kitts-Hayes vil den danske forlystelsespark nok altid være forbundet med et vist ubehag.

Kitts-Hayes har nemlig set sig nødsaget til at fratræde sit embede i ledelsen af regionsrådet i Aberdeenshire efter en sag, der omhandler den danske park, misbrug af offentlige midler og forsøg på hemmeligholdelse. Det skriver den britiske TV-station BBC.

Sagen startede i juni, hvor Martin Kitts-Hayes skulle deltage ved en konference om jobskabelse i Nordsø-området. I den forbindelse var han og resten af delegationen fra Aberdeenshire indlogeret i Legolands Wild West-hytter, men opholdet blev ganske kort.

Kun to timer efter, de var ankommet, havde Kitts-Hayes utilfredshed med indkvarteringen vokset sig så stor, at han beordrede hele delegationen til at forlade hytterne og flyve tilbage til Skotland.

En beslutning, der ifølge BBC kostede mere end 30.000 danske kroner af de skotske skatteyderes penge, fordi flybilletterne til hjemturen blev bestilt med så kort varsel.

Efterfølgende er Kitts-Hayes blevet beskyldt for at forsøge at hemmeligholde det tidlige exit fra konferencen i Billund. Han bad således sin personlige assistent om ikke at fortælle til nogen, at han selv og de andre medlemmer af Aberdeenshire regionsråd var kommet hjem.

Sagen har vakt så meget røre i Aberdeenshire, at der er blevet udarbejdet en 80 sider lang rapport. Heri giver Martin Kitts-Hayes sin forklaring, men det var altså ikke nok til, at han kunne beholde sit job.

Som følge af det politiske pres har han valgt at stoppe som sit embede i ledelsen af regionsrådet – en beslutning, en anden leder af rådet, Richard Thomson, kalder for »korrekt«.