Norges statsminister, Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg, virker umiddelbart som en sympatisk mand; sådan én, vi instinktivt godt kan lide. Ofte bliver hans Facebook- og Twitter-opdateringer delt, og ofte er det med kommentarer om, at hvis bare danske politikere var ligesom ham, ligeså fremme i skoene, ligeså moderne og ligeså meget i øjenhøjde, ja så ville alting være meget bedre og meget mere »ægte«.

Men Stoltenberg er på valg og kæmper for at blive genvalgt i efteråret. Og derfor fik det også maksimal opmærksomhed, da Arbeiderpartiet udsendte en online-kampagnevideo, hvor statsministeren agerer taxachauffør med skjult kamera, for – som han siger i videoen – »Det er vigtigt at høre folkets mening som statsminister. Og er der ét sted folk siger, hvad de mener, er det i en taxa.«

Videoen gik verden rundt, både på de sociale medier og i de etablerede medier. Herhjemme var historien for eksempel både i TV-Avisen og på TV 2 News, og alle steder var fortællingen den samme: Norges statsminister kørte taxa og talte med tilfældige og intetanende passagerer om politik.

Problemet var bare, at det var løgn.

Eller … vi fik i al fald ikke hele sandheden.

For efterfølgende har det vist sig, at en række af passagererne slet ikke skulle have været med taxa, men var blevet opsøgt på gaden og spurgt, om de ville være med i en kampagnevideo, og i tilgift fik de et mindre beløb for at medvirke. Faktum er nemlig, at det slet ikke er alle dele af »folket«, der kører taxa, men når nu statsministeren skulle møde folket sådan rigtig i øjenhøjde i denne online-gimmick, ville reklamebureauet være sikker på, at både mænd og kvinder, unge og gamle, sorte og hvide var repræsenterede, så derfor snød man på vægten.

Og endte med et enormt politisk selvmål.

»Stoltenberg video-gate« er et eksempel på, hvor stort et pres der er på de etablerede medier fra alle mulige og umulige firmaer, organisationer, politikere osv for at smugle skræddersyede historier ind i nyhedsflowet. Og den viste, at det faktisk ikke er så svært at trænge igennem paraderne.

Ingen på avis- og TV-redaktionerne stillede i første omgang spørgsmål ved, om Stoltenberg-videoen nu var præcis det, den udgav sig for, selvom den jo ret beset er en kampagnevideo, der er meget stramt, ja næsten manipulerende og suggerende redigeret. For det ser jo ægte ud, og vi vil jo som udgangspunkt gerne tro på for eksempel landets magthavere – og så er det jo også en skide god historie – så vi lader os forføre med.

Vi må erkende, at hvor smerteligt det end er, så er uskylden totalt forsvundet fra medie- og underholdningsvirkeligheden, og vi må til alle tider bevæbne os med en skeptisk, ja næsten kynisk tilgang til alt, hvad vi bliver præsenteret for. »The owls are not what they seem«, som det lød i TV-serien »Twin Peaks«.