Berlingske kastede onsdag lys over, hvorfor det ofte kniber for politiet at afse personale til udrykning til borgere, der har haft indbrud. Der bruges således mange mandskabstimer på at kontrollere, at politifolk i tjenesten overholder færdselsreglerne. Blandt Berlingskes eksempler vil Groft sagt fremhæve det, hvor en såkaldt ATK-vogn med udrykningskørsel satte efter en mistænkelig personbil, som den påkørte to gange for at få den til at stoppe, hvorved begge biler påkørte en tredje. Den bil, som ATK-vognen forfulgte, viste sig at være en civil politibil. Bag den lattervækkende historie skjuler sig den opsigtsvækkende nyhed, at ATK-vogne ikke kun holder stille i vejkanten på skumle steder for at score bødekassen. Hvis en sådan vogn finder, at man nedsætter hastigheden mistænkeligt meget, når man passerer den, så risikerer man, at ATK-vognen optager forfølgelsen og torpederer én. Det mest sikre er tilsyneladende at holde sin normale hastighed under passagen, så man slipper med bøden.