Gang på gang sker der ulykker på de danske veje, som kunne have været undgået, hvis hænderne havde været på rattet og øjnene på trafikken.
Alt for mange bilister koncentrerer sig nemlig om mobilen, radioen eller GPSen i stedet for at holde øje med, hvor de kører.
I et forsøg på at komme nogle af ulykkerne til livs vil landets politikredse i denne uge gennemføre kontroller af uopmærksomme bilister på vejene. Det sker som opbakning til de 69 kommuner, der er med i den landsdækkende kampagne »Kør bil, når du kører bil«.
»Hvis vi kan få flere til at koncentrere sig om at holde øjnene på vejen og trafikken, så vil meget være vundet. Når man er uopmærksom i blot få sekunder, så risikerer man at overse modkørende, cyklister eller fodgængere på vejen,« siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
En ny undersøgelse blandt flere end 4.300 bilister i hele landet, som er lavet i forbindelse med kampagnen, viser, at der er noget at komme efter. Således drikker og spiser 62 procent af de adspurgte, mens de kører bil. Næsten hver tredje betjener GPSen, mens knap hver fjerde læser beskeder eller tjekker mails på mobilen.
Hvis man kører 80 kilometer i timen og kigger på sin mobil eller andet i blot fire sekunder, så har man kørt 89 meter uden at have set, hvad der sker på vejen. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik er der uopmærksomhed involveret i hver tredje trafikulykke.