Efter en række tekniske undersøgelser af det brev, som en anonym person har sendt til Skattesagskommissionen, kan Københavns Politi ikke finde frem til afsenderen.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

»Der er på kuverten fundet et ukendt fingeraftryk, som ikke findes i politiets registre, siger vicepolitisinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi.

Udover fingeraftryk har politiet også fundet et hår og "andet materiale", der er sendt til DNA-undersøgelse. Resultatet af den undersøgelse først om nogle uger.

Politiet oplyser, at kuverten er poststemplet i Østjyllands Postcenter. Kuverten er en almindelig hvid A5-kuvert ,og brevet er ikke håndskrevet.

Hvis Skattesagskommissionen ønsker det, vil politiet indlede yderligere efterforskningsmæssige skridt i sagen. Det kunne være afhøringer af en række personer.

- I en situation, hvor der er nedsat en uafhængig undersøgelseskommission, må det imidlertid være op til kommissionen at beslutte, i hvilket omfang der i anledning af det anonyme brev bør foretages yderligere afhøringer eller andre undersøgelsesskridt. Hvis Undersøgelseskommissionen i den forbindelse måtte anmode Københavns Politi om at bistå kommissionen med specifikke undersøgelsesskridt, vil Københavns Politi naturligvis yde en sådan bistand, siger politidirektør Thorkild Fogde, Københavns Politi.

Det anonyme brev blev modtaget af Skattesagskommissionen 19. september, og brevets indhold var af en sådan karakter, at Skattesagskommissionen valgte at udskyde en række afhøringer.