Politiet ignorerede pædofil-tip for 13 år siden
Ven anmeldte den 40-årige tiltalte i børnesex-sag for at være med i børnepornofilm. Politiet truede i stedet anmelderen med selv at blive anmeldt for børneporno.
Ven anmeldte den 40-årige tiltalte i børnesex-sag for at være med i børnepornofilm. Politiet truede i stedet anmelderen med selv at blive anmeldt for børneporno.
- Min brors stedsøn havde været til computertræf, og her havde han bl.a. fået overført pornovideoer fra nogle af de andre knægte. Men da han kom hjem, opdagede han, at en af videoerne var decideret børneporno, og han kontaktede derfor mig, og jeg tog straks ud til ham, siger J, der har kendt J.A. siden 1989, og som ønsker at være anonym. Det skriver bt.dk.
Efter at have set videoen, hvor en ung mand havde sex med en 10-12-årig pige, kunne J til sin store overraskelse både genkende stedet, hvor misbruget foregik, og sexkrænkeren på videoen.
- Det første jeg tænkte, da jeg så videoen var, at det var min ven J.A. Jeg kunne genkende hans karakteristiske smil og kropsbygning. Og så kunne jeg se, at det foregik på Taastrupgaard, hvor både jeg og J.A. havde boet, siger han.
Men da J herefter kontaktede politiet var svaret, at hvis ikke han skilte sig af med videoen, så ville han blive anmeldt for børneporno.
- Det var absurd, jeg forsøgte jo bare at hjælpe, siger J, der dengang gjorde som betjenten sagde, og smed harddisken ud. Men nu hvor hans gamle ven er sat i forbindelse med et årelangt sexmisbrug af mindreårige, kan J ikke lade være med at tænke på, om han måske kunne have forhindret de mange overgreb.
J har derfor valgt at anmelde børnepornoen endnu engang her til morgen - denne gang til Syd- og Sønderjyllands politi.
- Denne gang kan de vel ikke bare vende ryggen til det, siger han.
Syd- og Sønderjyllands Politi, bekræfter at anmeldelsen er modtaget her til morgen, og at den nu vil indgå i efterforskningen.
Ud af de 28 pædofili-forhold, som 40-årige J.A. er tiltalt for siden 1987, er 17 af forbrydelserne foregået efter J’s henvendelse til ordensmagten i 1998. Sidstnævnte omfatter bl.a. sexkrænkelser af seks forskellige børn.