Københavns Politi fandt allerede for en uge siden ud af, at den mistænkte for attentatforsøget på den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard, er blevet løsladt i Tyrkiet. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, der er leder af Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, er særdeles forbavset over, at den mistænkte pludselig er blevet løsladt. Oplysningen er dog endnu ikke bekræftet fra de tyrkiske myndigheder, påpeger han.

»For en uges tid siden erfarede vi gennem afhøring af et medlem af den mistænktes familie, at den mistænkte - til vores store forbavselse og fortrydelse - skulle være blevet løsladt. Det skulle angiveligt være sket for et par uger siden. Det fik os til at intensivere vores henvendelser til de tyrkiske myndigheder yderligere, men vi har endnu ikke modtaget svar,« siger Jens Møller Jensen.

Den 26-årige mistænkte, der er dansk statsborger med mellemøstlig baggrund, blev ifølge advokat Thorkild Høyer løsladt »for flere uger siden«. Han har siddet fængslet i Tyrkiet siden april, og politiet i Danmark har lige siden arbejdet på at få ham udleveret.

»Vi mangler endnu at få endeligt bekræftede informationer fra de tyrkiske myndigheder. Men skulle det vise sig, at den mistænkte er på fri fod, vil vi fortsætte vores forsøg på at få den pågældende stillet for en dansk domstol. Og derfor opretholder vi den internationale efterlysning af den mistænkte med henblik på anholdelse og udlevering,« siger Jens Møller Jensen i pressemeddelelsen.

Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen, lyder det.

Drabsforsøget på Lars Hedegaard fandt sted 5. februar 2013 ved opgangen til den islamkritiske debattør og forfatters lejlighed på Frederiksberg.