Folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) og hans politiske bagland i Viborg risikerer ikke længere en sigtelse for at modtage ulovlig partistøtte. Sagen er nemlig forældet oplyser Midt- og Vestjyllands politi i en pressemeddelelse.
I december måned afslørede Berlingske, hvordan venstrepolitikeren under valgkampen i 2011 havde modtaget omkring 200.000 kroner i partistøtte gennem sin pengeindsamlingsforeningen, Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug. Pengene er indsamlet via forskellige donorer i blandt andet erhvervslivet, men er afleveret som et samlet valgkampsbidrag.
Ifølge den danske partistøttelovgivning skal navnet på donoren herefter indberettes til myndighederne og en overtrædelse af reglerne kan medføre bøde eller fængsel i op til fire måneder.
Kristian Pihl Lorentzen har erkendt forholdene og et medansvar i sagen, men nu stopper politiets anklagemyndighed efterforskningen, fordi partistøttesager har en forældelsesfrist på bare to år.
»Det fremgår af sagen, at erklæringen blev sendt til regionen 1. februar 2012. Dermed var et eventuelt strafansvar for urigtige og mangelfulde oplysninger forældet 1. februar 2014. Forholdet var dermed strafferetligt forældet, før politiet modtog anmeldelsen,« udtaler specialanklager Annette Nørby i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden gør derudover opmærksom på, at det er partiorganisationen, ikke politikeren selv, der i givet fald skulle straffes for at overtræde partistøtteloven.
Politiet modtog anmeldelsen om den formodede overtrædelse af partistøtteloven i december 2015



