Det må være en koldblodig mand, som antastede en ung pige på Fyn i tirsdags.

Det vurderer vicepolitikommissær Carsten Mogensen fra Fyns Politi om en ny episode, hvor en ung pige blev antastet af en mand. Episoden fra i tirsdags er den seneste af en række sager, hvor børn er blevet antastet eller sexkrænket af en mand i en bordeuxrød bil på Fyn.

Tirsdag den 25. juni gik det ud over en en 10-årig pige, der ved højlys dag blev antastet af en maskeret mand i Vester Skerninge på Sydfyn.

- Manden må være koldblodigt, for det sker i en by, hvor der forventes at være mange vidner, udtaler Carsten Mogensen.

At politiet først har fortalt om episoden torsdag skyldes ifølge ham, at den 10-årige skulle afhøres først.

Pigen blev ved 17-tiden tirsdag antastet af en mand ved Vester Skerninge bibliotek, hvor hun kom trækkende med sin cykel. Hun passerede manden, der sad alene i en parkeret, bordeauxrød bil i en buslomme på Faaborgvej ud for biblioteket. Da pigen passerede ham, gjorde han tegn til hende med hånden og sagde 'kom'.

Hun satte sig i stedet op på cyklen og cyklede derfra, men manden fulgte efter hende et kort stykke. Længere derfra mødtes pigen med to veninder jævnaldrende veninder. Pigerne fulgtes videre, men opdagede at en bil - som den manden havde siddet i - langsomt fulgte efter dem på en 100-meters afstand.

Bilen dukkede op igen

På et tidspunkt forsvandt bilen dog, og pigerne stoppede ved en legeplads ved Vester Skerninge Friskole på Nyvej. Her så de igen en lignende bordeaux-farvet bil, som holdt parkeret nær Fåbergvej og Lindekildevej. Da pigerne nåede hjem blev politiet alarmeret.

Episoden minder så meget om tidligere episoder, at Fyns Politi ikke vil afvise, at der er tale om samme person, som sidste år sexkrænkede to piger. I oktober blev en 11-årig pige bortført og udsat for et
seksuelt overgreb i Vester Skerninge, mens en 10-årig pige i november blev krænket af en mand nær Refsvindige på Østfyn.

- Der er en fremgangsmåde, som minder meget om de to sager, som vi efterforsker kraftigt på. De to gerningssteder ligger tæt på hinanden, og der er en temmelig stor mulighed for, at det er samme person. Forskellen er, at det i tirsdags sker inde i en by - sådan er det ikke foregået de andre gange. De andre gange har gerningsmanden heller været maskeret som i tirsdags,siger Carsten Mogensen.

Han bar maske

Ifølge den tiårige, der blev antastet tirsdag eftermiddag, var manden iført en hue, der var trukket ned over ansigtet.

I huen var der ét hul til øjne og næse. Pigen beskriver manden som værende over 40 år, kraftigt bygget, iført blå kort jakke - muligvis en arbejdsjakke, blålige jeans. Han bar mørke eller sorte sko samt en mørk eller sort hue med ét hul til øjne og næse trukket ned over ansigtet.

Vidner kan kontakte Fyns Politi på telefon 114 eller 6614 1448. Politiet hører især gerne fra vidner, som har opholdt sig ved Vester Skerninge Bibliotek mellem klokken 16.30 og klokken 17.30.