Knap 80.000 kroner i kontanter, som i februar blev fundet i en tøjcontainer i Thyregod, kan meget vel ende med at komme den danske stat til gode. Ejermanden har i tre måneder været efterlyst af politiet, men er ikke dukket op. Gør personen ikke det, ryger pengene lige lukt i statskassen.
Politiet har efterlyst rette vedkommende i tre måneder nu, og troen på, at personen melder sig, svinder.
»Jeg tror ikke på, at pengene bliver hentet. Enten er personen ikke klar over, at han eller hun mangler så mange penge, eller også er det tænkt som en anonym donation. Det skal jeg ikke kunne sige,« siger lokalpolitileder hos Sydøstjyllands Politi, Frede Nissen.
Danske kroner og euro
Det var frivillige i Kirkens Korshær i Thyregod, der fandt pengene i en kjole, da de tømte en tøjcontainer 29. februar i år. Ifølge Frede Nissen var der tale om »i hvert fald danske kroner og euro«.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvordan pengene var gemt.
»Det skal den rette ejermand kunne fortælle os som et bevis på, at pengene tilhører den pågældende,« siger Frede Nissen.
Han ønsker heller ikke at uddybe de opdigtede forklaringer, politiet har modtaget fra folk, som hævdede, at pengene tilhørte dem.
Findeløn gør gavn
Selv om politiet ikke længere tror på, at ejermanden giver sig til kende, glæder Frede Nissen sig over den findeløn på knap 8.000 kroner, svarende til ti procent af beløbet, som Kirkens Korshær fik ud af det usædvanlige fund og modtog onsdag.
»Så er nogle af pengene da gået til noget godt,« siger lokalpolitilederen.
Hvis man mener at være den retmæssige ejer til pengene, kan man kontakte Vejle Lokalpoliti på telefonnummeret 76281448. Frede Nissen understreger, at man kun ønsker seriøse henvendelser.