​Toronto. Canadisk politi har identificeret den mand, der menes at stå bag et dødeligt skyderi i Toronto søndag aften lokal tid.

Den mistænkte er den 29-årige Faisal Hussain, oplyser politiet i provinsen Ontario, hvor Toronto ligger, ifølge nyhedsbureauet AP.

»Vi offentliggør hans identitet på grund af de særlige omstændigheder omkring denne tragiske hændelse og af hensyn til offentlighedens interesse i at vide, hvem der står bag,« oplyser politiet i Ontario.

I en erklæring oplyser den 29-åriges familie, at Hussain »hele sit liv havde haft alvorlige psykiske udfordringer og kæmpet med en psykose og depression.« Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gerningsmanden affyrede et håndvåben midt i et område med restauranter og caféer. En tiårig pige og en 18-årig kvinde blev dræbt, mens 13 andre mennesker blev såret.

Gerningsmanden flygtede efter skudepisoden, men blev fundet ikke langt fra stedet. Han havde skudt og dræbt sig selv.

Det er endnu uvist, hvilken tilstand de sårede er i. De er alle bragt på hospitalet.

Vidner på stedet hørte ifølge lokale medier omkring 20 skud ved titiden søndag aften lokal tid.

Skyderiet fandt i det centrale Toronto i et kvarter, der er kendt som Greektown.

Politiet og ambulancer var efterfølgende talstærkt til stede på gerningsstedet.

Motivet bag gerningsmandens angreb er endnu ukendt.

Toronto kæmper med en stigende vold i byen. I år er 26 personer døde efter skudepisoder. Det er en stigning på 53 procent sammenlignet med den samme periode sidste år.

Søndagens angreb sker kun tre måneder efter, at en mand kørte en varevogn ind i adskillige fodgængere i Toronto og dræbte ti mennesker.

/ritzau/

 

Chile undersøger 158 fra den katolske kirke for sexmisbrug

​Santiago. Chilenske myndigheder efterforsker 158 medlemmer af landets katolske kirke - både præster og lægfolk - for mistanke om at have begået eller dækket over seksuelt misbrug.

Sagerne vedrører hændelser, der går tilbage til 1960, og involverer 266 ofre, herunder 178 børn og unge.

Det oplyser den offentlige anklager Luis Torres mandag.

»Langt de fleste tilfælde vedrører seksuelle forbrydelser begået af præster eller personer tilknyttet uddannelsesinstitutioner,« siger Torres ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge anklageren er det folk fra hele spektret af den katolske kirke, der er involveret i forbrydelserne. Det gælder således alt fra biskopper til munke, bemærker han.

Erklæringen fra anklagemyndigheden giver for første gang en idé om omfanget af den misbrugsskandale, som den katolske kirke i Chile står over for - samt hvor mange mennesker der er involveret.

I sidste måned accepterede pave Frans i alt fem chilenske biskoppers afgang i den omfattende sag om seksuelle overgreb i kirken.

Adskillige højtstående personer i den katolske kirke i Chile er blevet beskyldt for at ignorere og dække over sexmisbrug begået af den pædofile præst Fernando Karadima i 1980'erne og 1990'erne.

I 2015 blev Juan Barros udpeget som biskop i Osorno af pave Frans, selv om han var beskyldt for at dække over Karadimas sexmisbrug.

Barros er en af de hidtil fem biskopper, hvis opsigelse er blevet accepteret af pave Frans.

En række chilenske præster, som har været involveret i sagen, er blevet frataget deres kirkelige pligter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

 

Gruppe: Politi i Nicaragua anholder hundredvis af tilfældige

​Managua. Myndighederne i Nicaragua har anholdt hundredvis af tilfældige mennesker i en offensiv mod landets opposition, der kræver, at præsident Daniel Ortega går af.

Mange af de tilbageholdte blev anholdt på mistanke om at deltage i protester mod Ortegas regering eller støtte de, der agiterer mod præsidenten.

Det oplyser Nicaraguan Centre for Human Rights mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Rettighedsgruppen vurderer, at 292 mennesker er blevet dræbt i protester og sammenstød med politiet i landet i løbet af de seneste tre måneder

Gruppen The Permanent Commission on Human Rights oplyser, at den har modtaget oplysninger fra slægtninge til 150 personer, der er blevet anholdt, mens det samme antal personer siger, at de bliver holdt tilbage imod deres vilje.

Ifølge Nicaraguan Centre for Human Rights er omkring 700 mennesker blevet anholdt.

»Vi beder til Gud, om at denne jagt på unge mennesker ophører. Man kan ikke kriminalisere folk, der protesterer, og behandle dem som terrorister,« siger fungerende biskop i Nicaraguas hovedstad, Managua, Silvio Baez.

De anholdte risikerer at blive retsforfulgt i henhold til en ny lov, der kan give op til 20 års fængsel for forbrydelser, der kan sidestilles med »terrorisme«.

Menneskerettighedsgrupper frygter, at den nye lov vil blive brugt mod folk, der demonstrerer mod regeringen.

I sidste uge gav præsident Daniel Ortega satanister, biskopper og USA skylden for voldsbølgen i landet.

»Protestanter, som er finansieret af det nordamerikanske imperium og forskellige erhvervsledere i landet, deltager i en sammensværgelse omkring et statskup i Centralamerika,« sagde Ortega ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Daniel Ortega har selv fået voldsom kritik for at krænke menneskerettigheder i landet.

/ritzau/