Hundepatrulje og teknikere fra Københavns Politi er netop rykket ud til Rantzausgade. En køkkenejer har anmeldt, at der er skudt gennem hans vindue.

- En forretningsejer fra Keke's Køkken er mødt ind og har konstateret, at der er hul i forretningsruden og har selvfølgelig en idé om, at det der er et skudhul. Det er det, vi nu skal finde ud af, siger central vagtleder Søren Wiborg fra Københavns Politi til bt.dk.

Ifølge bt.dks mand på stedet sidder skudhullet højt oppe i butiksrudens højre hjørne. Politiet har spærret vejen af fra krydset ved Griffenfeldtsgade og til den anden side af Rantzausgade 10, hvor forretningen Keke's Køkken ligger. Politiets hundepatrulje er netop nået frem, og fire hunde er ved at afsøge området for mulige patronhylstre.

Det er langt fra første gang, at Rantzausgade lægger asfalt og butikker til skudvekslinger.

9. oktober 2009 blev der affyret et enkelt skud mod Brian Sandbergs Landrover, der kom kørende ned ad gaden. Ingen blev ramt. Bilen fandt man senere ved Hells Angels' tilholdssted på Svanevej.

Kort efter midnat samme aften blev skuddet ifølge politiet gengældt ved Surf & Play Internetcafe. Her indfandt tre gerningsmænd sig i Sandbergs Landrover med våben for at dræbe, hvilket dog mislykkedes, da personerne i internetcaféen dukkede sig og derefter skød tilbage, og gerningsmændene flygtede fra stedet. I alt syv mænd fra Hells Angels og AK 81 blev onsdag fængslet i sagen.

Tre dage senere blev en byge af skud affyret på hjørnet af Rantzausgade og Kapelvej og endnu en byge affyret på hjørnet af Kapelvej og Åboulevarden.