Københavns Politi bekræfter nu, at seks betjente blev såret under terrorangrebet i København 14. og 15. februar.

Kommunikationschef hos Københavns Politi, Mads Jensen, oplyser, at fire betjente blev såret ved det første angreb ved Krudttønden, mens de sidste to blev såret ved angrebet i Krystalgade. Hidtil har opfattelsen været, at der var tale om fem betjente foruden de to civile, der blev dræbt.

Den sjette betjent blev - ligesom én af de andre betjente - såret af glasskår, da gerningsmanden Omar El-Hussein skød mod vinduespartiet ved Krudttønden. De fire andre betjente blev alle såret af skud.

»Internt har vi hele tiden opereret med, at der var seks betjente, der blev såret. Jeg kan kun beklage, at vi ikke har fået kommunikeret det ud eksternt, og jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor det er tilfældet,« siger Mads Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Den pågældende betjent blev ligesom den anden, der blev såret af glasskår, udskrevet fra hospitalet samme dag.

Terrorangrebet i København kostede to personer livet. Om eftermiddagen lørdag 14. februar fandt det første angreb sted ved Krudttønden. Her blev den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard dræbt, da Omar El-Hussein åbnede ild og affyrede adskillelige skud mod kulturhuset, hvorefter han stak af fra gerningsstedet.

Natten til søndag, cirka ni timer efter, gik gerningsmanden til angreb ved synagogen i Krystalgade. Her blev den 37-årige jødiske vagt Dan Uzan dræbt af skud i hovedet, mens to betjente blev såret.

Tidligt søndag morgen 15. februar blev Omar El-Hussein skudt og dræbt af politiet på Nørrebro.