Det var en 38-årig mand, der slog sin ekssammenlever og hendes far ihjel, da de tre opholdt sig i en lejlighed på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, hvor der tidligere i dag opstod en eksplosionsbrand.

Det fortæller politiet til bt.dk.

- Vores foreløbige undersøgelser viser, at der er tale om et dobbeltdrab og et selvmord. Det er det, vi efterforsker, siger vicepolitikommisær Lau Thygesen.

- Der har været tale om, at den 38-årige har lavet nogle forberedelseshandlinger med brændbare væsker, siger Lau Thygesen.

Brændende tøj

Branden opstod lidt efter middagstid i en lejlighed på Rahbeks Allé. Politiet fik en anmeldelse klokken 12.30. Beboere i ejendommen fortæller, at de så en af de to mænd komme ud af lejligheden med brændende tøj efter eksplosionen.

Kvinden og de to mænd blev alle bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor kvinden døde som den første, mens de to mænd blev erklæret døde senere på eftermiddagen.

Kvinden var 34 år og dannede tidligere par med den 38-årige mand. Parret efterlader en lille datter. Den 69-årige var far til den dræbte kvinde.