BERLIN: Efter den overvældende valgsejr, der i oktober skaffede absolut flertal til Polens nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, har den nye regering på rekordtid lanceret en række tiltag, som vækker bekymring for landets retssystems uafhængighed.
I sidste uge annullerede den polske præsident Andrzej Duda således udnævnelsen af fem forfatningsdommere, hvoraf to kort før valget i oktober blev udpeget af den tidligere liberal-konservative regering. Inden Dudas beslutning havde den nuværende regering i al hast indført en ny lov, der erklærer udnævnelsen for ulovlig. I stedet vil Lov og Retfærdighed angiveligt udpege dommere, der er mere loyale over for regeringspartiet.
Både jurister og oppositionspolitikere er i oprør over de angiveligt magtfuldkomne metoder, som den nye polske regering har taget i anvendelse for at konsolidere sit greb om magten. Proceduren har ifølge Süddeutsche Zeitung fået den tidligere polske forfatningsdommer Jerzy Stepien til at anklage den nye polske regering og partichef for Lov og Retfærdighed, Jaroslaw Kaczynski, for et »statskup«.
Fra EU lyder der også kritik af den polske regering. På Twitter skrev EUs kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks, i sidste uge, at »tiltagene, der ændrer på forfatningsdomstolens sammensætning, og som i øjeblikket hastes igennem det polske parlament underminerer retsstaten og burde trækkes tilbage.«
Dømt og benådet
Både jurister og oppositionspolitikere peger også på urent trav i forbindelse med sidste uges udnævnelse af Kaczynski-støtten Mariusz Kaminski som øverste chef for Polens fire efterretningstjenester.
Forud for udnævnelsen annullerede præsident Duda, der også tilhører Lov og Retfærdighed, en igangværende retssag mod Kaminski, der under Lov og Retfærdigheds tidligere regeringsperiode fra 2005-2007 stod i spidsen for en omstridt antikorruptionsenhed, CBA. Ifølge kritikere rettede CBA ved flere lejligheder ubegrundet efterforskning mod Kaczynskis politiske modstandere og udviste generelt manglende respekt for polske retssikkerhedsstandarder.
I marts i år blev Kaminski, der appellerede dommen idømt tre års fængsel og ti års karantæne fra offentlige embeder. Men nu er selve appelsagen altså overflødiggjort af præsidentens benådning, der henviser til »politiske uregelmæssigheder« i processen mod Kaminski.