Knap var kortene kastet i luften, før de første rekorder var sat ved årets World Series of Poker i Las Vegas - pokerens svar på VM.

Tusindvis af pokerhajer vil over de næste 47 dage samles som pilgrimme i verdens største spillemekka, for at dyste i VM-seriens 55 turneringer i de forskellige pokervarianter med den store finale - Main Event i Texas No-Limit Hold'em.

Og at det hele igen i år blev større og vildere antydes af den amerikanske tv-station ESPN's dækning af poker-VM. 40 tv-kameraer (14 flere end sidste år) følger strabadserne tæt, og turneringerne bliver optaget og bagefter vist i HD-format - noget, der normalt kun hører de største sportsbegivenheder til.

Ligesom sidste år sendes finalebordet i den afsluttende turnering direkte til de amerikanske seere som pay-per-view, og pokerentusiaster kloden over vil kunne købe live-signal via internettet.

Et af årets største spørgsmål bliver, hvordan den stramme amerikanske lov mod online-gambling har påvirket interessen for World Series of Poker. Loven blev indført sidste efterår og medførte, at flere pokerselskaber på nettet øjeblikket lukkede adgangen for amerikanske kunder.

Men skal man tro de første signaler fra røgen i Nevadas ørken, er der intet, der tyder på, at interessen daler. Poker-VM's tredje turnering - $1.500 No-Limit Hold'em - fik 2.998 pokerhajer til at dukke op og lægge de knap 10.000 kroner i entre. Det er den største tilslutning nogensinde til en turnering, der er udenfor main event-regi.