»I wandered lonely as a cloud, That floats on high o’er vales and hills, When all at once I saw a crowd, A host, of golden daffodils; Beside the lake, beneath the trees, Fluttering and dancing in the breeze«.
- William Wordsworth
For 200 år siden vakte industrialiseringens landvindinger og menneskets fremskridt stor begejstring, ikke mindst i Nordengland. Men hvor meget i starten af 1800-tallet handlede om fremdrift, søgte poeten William Wordsworth i stedet opad.
Inspirationen til hans digte blev ikke hentet på landets rygende fabrikker og i dets dybe miner, men i hjemegnen Cumberlands bjerge. I dag kaldes området The Lake District National Park og er et af Storbritanniens mest skattede naturkamre. Flere millioner mennesker tager hvert år på vandretur i det britiske højland, nøjagtig som Wordsworth gjorde dengang, hvor det at bestige et bjerg var meget usædvanligt.
Og ferieformen er da også lige så fornøjelig i dag, utallige industrielle landvindinger senere, som det var, dengang Wordsworth gik »ensom som en sky« i bjergene.
Rejselivs udsendte er taget til den kuperede nationalpark, der fungerer som en grøn kontrast til det Nordengland, som mange – fejlagtigt – alene forbinder med tunge industricentre og minebyer i afvikling.
The Lake District - en inspirationskilde
»Haystacks står skamløs og ugenert midt i en kreds af meget mere overlegne fjelde. Som en lodden terrier i en flok af rævehunde… For et menneske, der prøver at få sine kroniske bekymringer ud af sindet, fungerer toppen af Haystacks som en vidunderlig kur«.
- Alfred Wainwright
William Wordsworth er ikke den eneste, der levende har beskrevet sine lange ture op ad Englands mest majestætiske toppe. Ovenstående beskrivelse er Alfred Wainwrights. En britisk bjergvandrer og forfatter, der i midten af sidste århundrede lavede en komplet guide til Lake Districts toppe.Haystacks, som han beskriver ovenfor, var favoritten, og her, hans aske senere blev spredt. Det er derfor denne tur, vi begiver os ud på.
Det kræver dog først en bustur af den slags, man ellers kun oplever under langt sydligere himmelstrøg.
De – dog asfalterede – bjergveje i sødistriktet er så smalle, at man flere gange frygter, at rutebilen vil skride ud over de stejle skrænter og ned på de grønne enge, der i dette Postmand Per-landskab er tæt befolket af hvide får.
Et malerisk landskab
Pulsen daler, da vi træder ud af bussen, hvis chauffør behændigt viser os den stenede rute, vi skal følge til toppen af Haystacks. Den kommer dog hurtigt op igen, pulsen. De stejle passager og det til tider løse underlag gør sit, men det er udsigten, der for alvor får én til at tabe pusten.
Tinderne er ganske vist lavere end dem i Norge og mindre storslåede end dem i Schweiz, men deres på en gang blide og barske udtryk gør dem lige så imponerende. Her mødes bregnernes grønne nuancer og lyngens lilla toner, som var vi midt i et impressionistisk maleri.
Undervejs får vi følgeskab af en grand’pa og hans barnebarn, men ellers er vores eneste selskab de utallige får, der i stilhed æder det grønne græs. Det eneste forstyrrende element er faktisk lyden af den arbejdende mekanik i undertegnedes kamera. De sagte »klik« minder om den ro, der ellers hersker. For jeg har aldrig hørt det før.
På toppen, i 579 meters højde, er der et fabelagtigt vue ud over søen Buttermere. Skyerne synes at læne sig op ad de omkringliggende bjerge, og med deres skygger prydes bjergsiderne af utallige nuancer af grøn. Det meste af udsigten har solen heldigvis blotlagt, og vi kan med glæde konstatere, at vi aldrig fik brug for det regntøj, vi med bange anelser og lave forventninger til det berygtede britiske vejrlig, havde fyldt vores tasker med.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Wainwright forelskede sig i netop denne top. Og hvorfor den også anno 2014 trækker friluftselskere til Nordenglands vilde legeplads.