Here I am/not quite dying...
Selvfølgelig starter Klaus Lynggaards netop udkomne bog, »Personfølsomme oplysninger«, med et citat af David Bowie – og lige netop det citat. For Lynggaard er Bowie-mand, Bowie-connaisseur, Bowie-fan, og han har ifølge egne fortegnelser »fraset min hustru nok spenderet mere tid i David Bowies selskab end noget levende menneske«.
Men Bowie er naturligvis også den første stemme i Lynggaards comeback til skønlitteraturen – det er næsten 20 år siden, at der er kommet en skønlitterær bog fra hans hånd – for 2016 er og vil for altid være et Bowie-år, det var i år, helt præcist 10. januar, at verden blev Bowie-fattig, og sygdommen, der slog den tynde hvide hertug ihjel, var den samme sygdom, der nær havde taget livet af Klaus Lynggaard.
Den 11 centimeter lange mother fucker af en lungetumor fik heldigvis ikke has på Danmarks i særklasse bedst skrivende og mest (van-)vittige rock-skribent, og tak for det! Og som om det ikke var nok, så kom der tilmed en bog ud af sygdomsforløbet, en bog der markerer Lynggaards genkomst fra de døde poeters klub.
Musikkritik og essays
Den nye bog – der mere fremstår som dagbogsnotater end som digte – er ikke bare et voldsomt rørende vidnesbyrd fra en mand, som med tekstens egne ord »sidder med livet i hænderne. Ikke noget kønt syn«, men også et bevis på, at nok er Lynggaaard i dag måske mest kendt som Dagbladet Informations rockanmelder gennem de seneste 25 år, men digter er, hvad han er. En sprogets seismograf, en beskriver, en poet.
Det hele – litteraturen – startede for Lynggaard i begyndelsen af 1980erne med et par digtsamlinger og ikke mindst de velskrevne coming of age-romaner, »Martin og Victoria« fra 1985 og »Victorias år« fra 1986, men 1980erne var også et kamp-druk-årti for Klaus Lynggaard, der med egne ord var »gennemalkoholiseret, da årtiet var slut«.
Misbruget kom der styr på, og siden har den stået på musikkritik og essays. Og nu (endelig!) litteratur. Måtte det blive et comeback, der varer ved.