Det er stort at være direktør for Nationalbanken, at være det i tre årtier er endnu større. Og netop det var Erik Hoffmeyer. Han sad der fra 1965 og stoppede først, da han nåede pensionsalderen på 70 år i 1994.

Indtil da var det hans navnetræk, der prydede vore pengesedler – i en periode, hvor kontante penge stadig var det foretrukne betalingsmiddel. Erik Hoffmeyer var ansvarlig for pengepolitikken, hvilket i høj grad handler om at have en stærk og ikke mindst stabil krone. Det kræver et godt samarbejde med til enhver tid siddende regering, og når man sidder i tre årtier, kommer man ud for lidt af hvert. Der var dengang, især socialdemokratiske ministre mente, at Danmark hele vejen igennem selv kunne bestemme den økonomiske politik. F.eks. kom Hoffmeyer aldrig overens med daværende statsminister Anker Jørgensen i synet på, hvad der var nødvendigt for dansk økonomi. Erik Hoffmeyer kritiserede især regeringen for de devalueringer, der var et fremtrædende element i datidens politik. Det førte til en stærkt svækket krone og en rentesats, der blot løb én vej, opad.

Til gengæld var Hoffmeyer aldrig i tvivl om, at økonomiske teorier ikke var evige. Man var nødt til at tilpasse sig virkeligheden.

Gennem hele sin karriere lykkedes det Erik Hoffmeyer at bevare sin integritet, og dermed Nationalbankens, selvom der til tider var stormløb mod ham som person, fordi han ikke var enig med finansministeren. I Jens Otto Krags regeringstid ville finansminister Per Hækkerup have Hoffmeyer fjernet, men det sagde Krag nej til.

»De første 20 år foregik i modvind, og de sidste ti år havde jeg medvind. Den sidste periode var opmuntrende. Nu foretrækker folk en stabil politik, og det er godt, fordi man slår økonomien i stykker med for megen inflation og gældsstiftelse,« sagde Erik Hoffmeyer i et interview her i avisen.

Selvom vi forbinder ham så stærkt med pengepolitik, var der mange facetter i hans liv, hvor det ikke var let. Hans første hustru døde af kræft, hans anden hustru, der havde været gift med fjerkongen og bedrageren Johannes Petersen, begik selvmord. Også datteren begik selvmord. Men Hoffmeyer forstod at omfavne livet som det kom.

»Hvis man ser de gange, jeg har haft modgang i livet, er det svært at sige, hvad der har været rigest eller gjort det største indtryk. Det er det, jeg så godt kan lide ved taoismen; der kommer noget godt eller noget dårligt, det betyder på en måde det samme. Forskellen er ikke enorm. Jeg gør mig umage og er engageret i det, der optager mig, og gør det så godt som muligt. Noget lykkes og noget lykkes ikke.«

Og lykken vendte ham da heller ikke ryggen. Kort før sin afgang fra Nationalbanken fandt han kærligheden med psykologen Lise Rafaelsen, der var godt syv år yngre end han. Hoffmeyer var engageret i mange ting, både mens han var nationalbankdirektør og bagefter. Det strakte sig lige fra at bevare træer til præsident for Psykiatrifonden, og han har været også været formand for Dansk Alzheimerforsknings Forskningsfond.