Danmarks gruppekampe i en kommende EM-slutrunde kan blive spillet i Parken.
UEFAs præsident, Michel Platini, ønsker at omstrukturere EM-slutrunderne fra og med 2020, så danskerne med stor sandsynlighed vil kunne opleve EM-bold i Parken. Men det er umiddelbart ikke særligt tiltalende hos DBU.»Hvis det er mellem nationer, som ikke siger danskerne noget, er det formentlig ikke særligt spændende. Vi er nødt til at vide mere om, hvordan man vil føre det ud i livet, hvis det skulle komme der til, at man ikke kan finde nogle egnede værtsnationer til en slutrunde,« siger generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen.
Gnisten vil forsvinde
Hvis det lykkes Michel Platinis at trumfe sit forslag igennem, vil to hold i hver af de seks grupper under EM-slutrunderne blive vært for kampene. De to hold bliver udvalgt efter deres placering på FIFAs verdensrangliste, mens kvartfinalerne, semifinalerne og finalen tildeles ét og samme land.
I Tyskland er meningerne om forslaget delte, trods tyskerne med deres konstante høje placering på ranglisten mere eller mindre ville være sikre på at kunne spille deres slutrundekampe i Berlin. »Jeg finder det bedre, at man afvikler det i ét land. Det har mere festkarakter,« siger Stuttgarts sportsdirektør, Fredi Bobic, ifølge Bild.Samme holdning finder man længere nordpå i Hamburg.»Jeg synes, at det vil være bedre at holde så stor en turnering i ét land, da det skaber flere erindringer efterfølgende,« siger Hamburger SVs træner, Thorsten Fink.
Platini presser på
Selve idéen luftede Michel Platini for første gang i sommer. Men nu presser franskmanden meget på for at få gennemført sine planer. For nylig kunne han berette, at han allerede i begyndelsen af december vil fremlægge planerne for UEFAs eksekutiv-komite, der vil træffe en beslutning i starten af det nye år.
»Vores umiddelbare reaktioner er, at det er okay. Men det vil give en masse logistikudfordringer, og det vil give en masse udfordringer i forhold til sikkerheden og sådan noget,« siger Jim Stjerne Hansen.Idéerne til den nye turneringsform kommer af, at antallet af deltagende lande fra og med slutrunden i Frankrig 2016 vil stige fra 16 til 24. Det vil derfor blive for dyrt for kun ét eller to lande at skabe infrastruktur, stadioner, lufthavne osv.,« mener Michel Platini. Hvis verdensranglisten i 2020 så ud, som den gør nu, så ville Danmark lige præcis ikke få fornøjelsen af gruppekampe i Parken. Medmindre ét af de tolv højere rangerende europæiske lande ikke formåede at kvalificere sig til EM. Omvendt kan vi godt tillade os at være positive, da vi har otte år til at overhale enten Spanien, Tyskland, Portugal, Italien, England, Holland, Rusland, Kroatien, Grækenland, Schweiz, Frankrig eller Belgien.