Kiggede man sig omkring i bussen den morgen, var mange iført shorts, sandaler og de udleverede grå hættetrøjer. Alle forventningsfulde og klar til at indsnuse nye indtryk og lægge ny viden i rygsækken. På mange måder mindede det om en traditionel studietur.

Men de godt 30 danskere, der den morgen steg om bord på den chartrede bus i San Francisco på den amerikanske vestkyst, var ikke halvfattige studerende. Tværtimod. Tilsammen havde de milliarder af investerbare kroner på lommen i denne gruppe, hvor den yngste deltager var 22 år og den ældste 70 år.