Alberto Contador går hårdt ind i Bjarne Riis’ kamp for at sikre en licens til næste års World Tour. Den spanske etapeløbsstjerne truer med, at han slet ikke vil komme til start i næste års Tour de France, hvis han skal gå og vente på at blive tildelt et wild card, kort før Touren skal begynde.

»Jeg vil have en 100 procents garanti for, at holdet kører Touren. Hvis jeg først får besked to måneder før, kommer jeg ikke,« siger Alberto Contador i et interview med den franske tv-station France2.

Den udtalelse falder på et tidspunkt, hvor den internationale cykelunion (UCI) er inde i den afgørende fase med at uddele World Tour-licenser for 2013. Bjarne Riis og Contador kan endnu ikke vide sig sikre på at få en af disse licenser, som vil sikre deltagelser i alle de store løb - inklusive Touren. Uden licensen er man afhængig af invitationer fra gang til gang.

Men Contador er altså slet ikke interesseret i en sådan fra Touren:

»Jeg er nødt til at forberede mig ordentligt for at vinde. Hvis ikke jeg har tid nok til, at både jeg selv og holdet kan lave den rigtige træning op til, så vil jeg ikke køre Touren.«

Rent politisk pres

Den tidligere toprytter Thomas Bay, der i dag følger cykelsporten tæt som kommentator på Eurosport, kan kun se et formål med truslen:

»Det er rent politisk pres. Det er et signal fra hele holdet og Bjarne Riis om, at man synes, at man bør have den licens. De forsøger at lægge pres på UCI via hans udtalelser.«

Thomas Bay tvivler dog på effekten.

»Jeg tror, at licenskommissionen er lidt ligeglade med den slags. Der foregår et reelt stykke arbejde, hvor man kigger på de kriterier, der er stillet op, tror jeg. Og der figurerer Contador ikke, han er en ikke-eksisterende faktor i det regnestykke,« siger Bay, der i øvrigt tolker ’El Pistoleros’ trussel som værende halvtom, og er sikker på, at Team Saxo-Tinkoff også uden licensen nok skal blive inviteret til de største løb, og at Contador nok skal nå at ombestemme sig i forhold til at deltage.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med pressechefen på det danske hold, Anders Damgaard, for at spørge ind til den dagsorden, Alberto Contador er ude i.

Contador melder klart ud om doping

Truslen om at droppe Touren er dog ikke Riis-stjernens eneste agenda i interviewet. Her varsler han også, at han går ind for »nultolerance« over for dopede ryttere, og at der »ikke skal være plads til snydere.« Contador fik som bekendt selv en dopingkarantæne i februar 2012. Selv hævder spanieren stadig, at den sag skyldtes, at han spiste en forkert bøf.

I Thomas Bays ører er den dopingdømte Contadors tordentale derfor helt skæv:

»Der må være gået et eller andet galt med det citat. Jeg lægger ikke så meget i det, han siger her. Han siger nok noget andet om 14 dage i en anden sammenhæng. Han er meget overfladisk i sine interview og taler i klichéer og floskler. Men det er da glædeligt, hvis han har ræsonneret sig frem til en kritisk holdning over for doping.«