Herefter rapporterer Chloe troligt til Catherine om sine mere og mere saftige møder med David – men taler hun sandt? Det er man slet ikke sikker på, for »Chloe« er instrueret af den markante canadier Atom Egoyan, der tidligere har udfordret os med værker som »Exotica« og »The Sweet Hereafter«, og som altid udforsker forholdet mellem virkelighed og fantasi.

I »Chloe« sker det uventede, at Catherine og Chloe falder for hinanden og har et hedt lesbisk samleje – de to spilles af Julianne Moore og Amanda Seyfried, så man behøver ikke høre til husarerne for at finde scenen pikant – og i det hele taget er dette en pirrende film, desværre med en slap og skuffende slutning. Heldigvis er Egoyan selv i sine svagere værker mere interessant end de fleste instruktører i deres stærkeste.