Der er sommerudsalg i Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København. Og der har været nogle store navne under hammeren.
Topscorer blev Georges Braque, der døde i 1963 og forinden nåede at grundlægge kubismen med sin celebre ven Pablo Picasso. Franskmandens kunstværk »Le compotier« er blevet solgt for tre millioner kroner, mens maleriet »Bord de l’Aven« af en anden verdenskendt franskmand Paul Gauguin gik for den nette sum af 2,6 millioner kroner.
»Det er ikke hver dag, at vi ser kunst af den kaliber på det danske auktionsmarked. Både Paul Gauguin og Georges Braque dannede fortrop i udviklingen af det modernistiske maleri i de skelsættende årtier omkring år 1900, og vi har solgt disse værker på et prisniveau, der matcher det internationale auktionsmarked,« siger Kasper Nielsen, der er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen, i en pressemeddelelse.
De to franskmænd var ikke de eneste kunstnere under hammeren på den internationale auktion. To danskere blandede sig i millionudsalget. Et selvportræt af Vilhelm Hammershøi fra 1911 blev solgt for 2,8 millioner kroner, mens »Spadseretur på Skagens Strand« af P.S. Krøyer fra 1909 gik for 2,2 millioner kroner.