Pia K: Konservative synger falsk
Pia Kjærsgaard kalder de Konservative for ”falske” og beskylder dem at lave en” kæmpe kovending”, når de nu vil pille ved børnechecken.
Pia Kjærsgaard kalder de Konservative for ”falske” og beskylder dem at lave en” kæmpe kovending”, når de nu vil pille ved børnechecken.
På valgkampens næstsidste dag har Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard fået nok af de Konservatives formand, Lars Barfoed. Hun siger uden omsvøb, at han og partiet er ”falsk”.
Årsagen er, at Barfoed nu vil indtægtsgraduere børnechecken, så de rige får mindre. Når Pia Kjærsgaard får kaffen galt i halsen, så skyldes det, at det netop var på bordet under forhandlingerne om genopretningspakken, hvor hun selv foreslog det. Det blev hældt ned af brættet - af de Konservative.
- Det er så falsk, når de går ud med budskabet nu. Det er en kovending af dimensioner. Det var jo netop diskussionen under genopretningspakken, hvor vi foreslog det, men de Konservative ville under ingen omstændigheder være med. De ville ikke tage penge fra deres rige nordsjællandske vælgere. De var 100 procent i mod og jeg husker det meget tydeligt. Så jeg spørger bare: Hvad sker der lige?, lyder det fra Pia Kjærsgaard.
I stedet endte forhandlingerne med, at man maksimalt kan få børnepenge til tre børn.
- Alle skal da ikke have børnepenge i dette land. Der må være en grænse, men det var fuldstændig umuligt med de Konservative dengang. Vi mangler jo penge i dette land og sådan vil det også være i fremtiden. Kommer vi ind i nye forhandlinger efter valget, så vil det være det første, som vi vil foreslå. Vi vil nagle de Konservative fast på dette.
Hun anklager de Konservative for at ville tage fra alle andre end lige deres egne vælgere.
- Det er typisk konservativt. Skidt være med, hvor meget folk tjener. Selvfølgelig skal man da ikke bare have børnepenge, når man bor i Nordsjælland med tre børn og au pair, og har indkomst som advokat, læge eller ingeniør. Men det var K helt afvisende overfor. De var overhovedet ikke til at hugge eller stikke i, siger Pia Kjærsgaard.
De konservatives politiske ordfører Carina Christensen afviser angrebet med bemærkningen om, at "K ikke vil brandbeskatte danskerne som Pia Kjærsgaard vil".
- Vi har sagt, at vi vil gennemgå alle offentlige ydelser med tættekam. Men vi vil samtidig lave en skatteomlægning, så skatten bliver sænket.
Hvad sker der så med den rige advokat i Nordsjælland med tre børn og au pair? Mister han børnechecken?
- Kun hvis vi kan sænke skatten tilsvarende. Vi har ikke behov for nye skatter og vi vil ikke som Pia Kjærsgaard brandbeskatte.
Men han har vel ikke brug for børnechecken?
- Vi har heller ikke brug for nye skatter, lyder det fra Carina Christensen.
INFOshop: Her er et portræt af valgets tvivlere