Meldingen kommer efter, at Amagerbanken i går aftes meddelte, at man planlægger at sælge nye aktier med en rabat på op til 82,5 pct. i forhold til fredagens handelskurs for at skaffe livsvigtig kapital og undgå konkurs.

”Enten må de eksisterende aktionærer komme med pengene og beskytte sig mod udvanding eller også må der komme nogle nye, og så er det klart, at man bliver udvandet, for virksomheden er i en afgørende fase for dens fremtid,” siger adm. direktør for PFA, Henrik Heideby, til Business.dk.

Læs også: Karsten Ree får kniven for struben
Amagerbanken blev i fredags handlet til 17 kroner pr. aktie, men de nye aktier bliver udbudt til mellem 3 og 4 kroner. Det betyder, at de nuværende aktionærer bliver kraftigt udvandet, hvis ikke de smider flere penge i den lukningstruede bank. PFA ejer lige under 5 pct. af aktierne i Amagerbanken, der kæmper hårdt for at finde investorer, der er villige til at smide 750 mio. kr. på bordet. Derfor er Henrik Heideby heller ikke overrasket over den store rabat.

”Når man ser, hvor svært det er at skaffe pengene, så skal der meget stor rabat til for overhovedet at blive attraktiv over for nye investorer. Hvor niveauet skal ligge er selvfølgelig svært at sige, men der skal stor rabat til,” siger han og tilføjer, at det ikke ændrer pensionsselskabet holdning til, hvorvidt man vil beskytte sin ejerandel i Amagerbanken med yderligere aktieopkøb. En holdning, som man melder ud, når prospektet for kapitaludvidelsen ligger klar.

Læs også: Gigantisk aktierabat skal redde Amagerbanken

Den største aktionær i Amagerbanken er rigmanden Karsten Ree, der ejer lige knap en tredjedel af aktierne. Herefter kommer Nykredit, der formentlig ligger i omegnen er 7 pct. Her ønsker kommunikationsdirektør Nels Petersen ikke at give udtryk selskabet syn på kapitaludvidelsen.

”Vi har hele tiden meddelt, at vi melder ud, når der foreligger et prospekt. Det holder vi os fortsat til,” siger han.

Selvom både Karsten Ree, PFA og Nykredit vælger at beskytte deres ejerandel ved at købe forholdsmæssigt ind af de nye aktier, mangler Amagerbanken stadig mere end halvdelen af de 750 mio. kr., som skal rejses inden 15. september, hvis banken skal have den livsvigtige statsgaranti på 13,5 mia. kr.